Færdselspolitiet tjekkede mandag morgen cyklerne hos en række elever på Havneskolen i Rødbyhavn. Resultatet var ikke for godt.
Det stod ikke for godt til med standarden af skolebørnenes cykler, da færdselspolitiet i går havde cykelkontrol ved Havneskolen i Havnegade i Rødbyhavn klokken 7.30 til 9.45.
48 cykler blev kontrolleret, og i 21 tilfælde blev der konstateret fejl og mangler. To cykler bremsede så dårligt, at forældrene blev kontaktet med klar besked om, at børnene ikke måtte cykle på disse før de kunne bremse.
Midt under cykelkontrollen noterede man en 42-årig far, der transporterede sine børn til skole i bil uden at sætte dem fast med sikkerhedssele. Det koster ikke alene en bøde, men også et klip i kørekortet.