En kvinde er blevet lettere forbrændt på skulderen under en brand i en ældre landejendom i Ringe sent fredag eftermiddag.
- Huset vil nok brænde fuldstændig ned, siger Fyns Politis vagtchef Jesper Fält.
Fredag eftermiddag stod den 65-årige kvinde og lavede mad.
Hun forlod køkkenet, men da hun kom tilbage, stod det i flammer.
- Hun fik sine to hunde med ud, siger Jesper Fält.
- I den forbindelse fik hun svedet håret og blev lettere forbrændt på skulderen. Hun er blevet kørt til undersøgelse, siger vagtchefen.
Fredag aften kan politiet ikke sige noget om årsagen til branden i bindingsværkshuset, som har stråtækt tag.
/ritzau/