Politiet har afblæst pulveralarmen i postcentret i København. Der var ifølge teknikere tale om knuste tændblokke og konfetti.
Det var harmløst hvidt pulver lavet af konfetti og knuste tændblokke, der fredag udløste en pulveralarm i postterminalen i Bernstorffsgade i centrum af København.
Det oplyser politiet, efter at teknikere har undersøgt det mistænkelige hvide pulver, der fredag aften blev fundet i postterminalen.
- Der var drysset papirkonfetti ud af et brev, og så har der ligget nogle knuste tændblokke i en postsæk, siger den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Jan Kristiansen.
Papirkonfettien er højst sandsynligt blevet brugt som beskyttelse til en forsendelse, mens de knuste tændblokke kan være havnet i postsækken ved en fejl.
- Der er ikke noget, der virker mistænkeligt, og vi har ikke tænkt os at efterforske sagen, siger Jan Kristiansen.
Omkring 80 postarbejdere måtte omkring klokken 22 evakueres fra deres arbejdsplads i Københavns centrum, da et brev med - øjensynligt - hvidt pulver faldt ud af en postsæk.
Postterminalen blev straks lukket og bygningen afspærret ved Tivoli og Hovedbanegården. To personer måtte efterfølgende blive renset.
Ifølge Jan Kristiansen er alle medarbejdere blevet briefet om hændelsen, og man har genoptaget arbejdet.
/ritzau/