En 44-årig mand fra Ribe-egnen sigtes for at have påkørt en ung kvinde natten til 26. december.
Opmærksomme vidner har hjulpet politiet med at finde frem til en bilist, der lidt efter midnat 26. december ramte og kvæstede en fodgænger i Ribe.
En 44-årig mand er således blevet sigtet for at have påkørt en ung kvinde oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi har fået nogle rigtig gode vidneforklaringer, som har bragt os på sporet af denne mand, siger vagtchef Erik Lindholdt.
Kvinden, der er 22 år, blev påkørt i krydset mellem Tangevej og Terpagersvej, da hun var ved at krydse vejen.
I stedet for at hjælpe hende kørte bilisten straks fra stedet. Manden er fra Ribe-området, og han sigtes for uagtsom, betydelig legemsbeskadigelse.
- Han ønsker ikke at udtale sig, og han har ikke fortalt, hvordan han forholder sig til sigtelsen, siger vagtchef Erik Lindholdt.