Ejeren, der fandt sine får, på marken i går morges, kalder situationen håbløs.
Det var et makabert syn, der mødte en gårdejer ved Hillestolpevej ved Hillestolpe, da hun i går morges skulle ud og se til sine får.
På marken lå to af hendes får begge med halsen skåret over. Det ene, en mor, med to små lam, der gik forvirret omkring ved siden af hende, var dødt, mens det andet måske overlever.
- Lammene ryster endnu, og det gør jeg også. Det må være syge mennesker, der gør sådan noget, men vi eller politiet kan hverken gøre fra eller til, da det er sket om natten, lyder det fra den frustrede ejer.
Ifølge hende må gerningsmanden eller -mændene have brugt en sløv kniv, da kun luftrøret er skåret over, således at fåret er blevet kvalt.
- Jeg har aldrig set noget lignende, siger hun, der har holdt får i 50 år og føler sig magtesløs.