Rwander, der blev udleveret fra Danmark, stod bag drab på premierminister og drab på belgiske FN-soldater
Innocent Sagahutu, der er blevet kaldt "Slagteren fra Skjern", er tirsdag blevet idømt 20 års fængsel ved et FN-tribunal om folkedrabet i Rwanda.
Manden blev i 2000 udleveret fra Danmark og har siddet fængslet lige siden.
Domstolen har fundet Sagahutu skyldig i forbrydelser, som senere førte til folkedrabet på 800.000 mennesker i Rwanda.
Sagahutu var kaptajn i Rwandas hær, og domstolen fastslår, at han beordrede drabet på premierminister Agatha Uwukubgiyimana.
Desuden findes han ansvarlig for drabene på en række belgiske FN-soldater.
Han vidste besked om disse drab, men forhindrede dem ikke.
Sagahutu er blevet dømt sammen med flere andre. Heriblandt den tidligere hærchef.
- Kan du forstå det?, sagde han på dansk til Ritzaus udsendte reporter ved domsafsigelsen, som fandt sted i et proppet lokale i Arusha i Tanzania.
- Det er uretfærdigt. Det er en parodi, sagde Innocent Sagahutu.
/ritzau/