Sagen mod den 31-årige sygeplejerske, som er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg, slutter et par dage før planlagt.
Retsformand Henrik Linde oplyste under retsmødet i går, at nævningetinget tager fat på at votere om skyldsspørgsmålet onsdag 22. juni.
- Jeg regner med, at retten kan afsige en kendelse om skyldsspørgsmålet fredag 24. juni. Det bliver formentlig klokken 10, sagde retsformanden.
I den oprindelige plan var mandag 27. juni sat som dagen, hvor retten ville offentliggøre sin stilling til skyldsspørgsmålet. Men det sker altså et par dage tidligere.
Bliver sygeplejersken fundet skyldig, så skal retten afgøre, hvilken straf hun skal have.
Hvornår det vil ske, er der ikke sat tidspunkt på. Men det kan tidsmæssigt godt ske samme dag.