Togtrafikken mellem Vejle og Give kører planmæssigt fra tirsdag morgen.
Det oplyser pressechef i Banedanmark Andreas Hald mandag eftermiddag.
Et dæmningsskred på strækningen har været skyld i, at al togdriften har været indstillet siden lørdag. Ad flere omgange er genoptagelsen af trafikken blevet udskudt.
Men skaderne er mandag eftermiddag blevet udbedret, hvorfor der fra tirsdag morgen er fri passage for tog på strækningen.
Andreas Hald oplyser, at banen er klarmeldt fra første tog tirsdag morgen. Ifølge Rejseplanen vil der køre tog på strækningen igen fra cirka klokken 5.
Et lukket rørsystem omkring selve sporet, hvor vandtrykket var for stort, har taget en stor del af skrænten op til Banedanmarks spor. Derfor var det nødvendigt for Banedanmark lørdag at indstille togdriften.
Banedanmarks beredskab har derfor siden lørdag aften og natten til juleaftensdag pumpet vand væk fra banen.
Da vandet var væk, kunne beredskabet begynde at lægge nye vandrør og genopbygge dæmningen.
/ritzau/