I årets første seks måneder har Toldstyrelsen tilbageholdt over 1,2 ton narkotika ved de danske grænser.
Det er dobbelt så meget som første halvår sidste år, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Langt størstedelen er ifølge Toldstyrelsens pressemeddelelse hash. Men tolderne har også fundet kokain, amfetamin og forskellige psykoaktive stoffer - det kan for eksempel være opioider.
- Det er særligt hash gemt i pakker, som vi tilbageholder, samt ulovlige piller som opioider og benzodiazepiner, vi ser en del af i kontrollen, siger Kent Midtgaard Hansen, som er fungerende kontroldirektør, i pressemeddelelsen.
Tolderne nærmer sig det halvandet ton narkotika, der blev fundet hele sidste år.
Styrelsen finder narkotikaen i både flydende og fast form hos rejsende i lufthavne, i containere på havne og i pakker og breve.
I en tidligere rapport fra styrelsen fremhæves det, at antallet af narkotikasager er steget fra 2227 i 2019 til 3335 i 2022, fordi toldere oftere end før finder mindre mængder narkotika i pakker og breve hos post- og kurervirksomheder.
Omvendt skete der et fald i mængden af beslaglagt narkotika i perioden fra 2019 til 2021 som følge af begrænset rejseaktivitet på grund af coronapandemien, lyder det.
Ifølge direktøren var 2022 et rekordår for fund af narkotika ved grænsen.
Toldstyrelsen samarbejder med politiet om at kontrollere indførslen af narkotika til Danmark.
Sagerne bliver overdraget til politiet, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning, lyder det i pressemeddelelsen.
- Smuglerne er enormt kreative, så derfor er vi til stede i hele landet og kontrollerer på baggrund af efterretninger, data og konkrete stikprøver, siger Kent Midtgaard Hansen.
Alene i en enkelt sag i februar fandt Toldstyrelsen over 300 kilo hash i en autotransporter ved den dansk-tyske grænse.
Torsdag i sidste uge blev to ukrainske mænd på 32 og 61 år idømt henholdsvis to et halvt og to år og ni måneders fængsel i sagen. De blev begge udvist for bestandigt.
/ritzau/