Det var et usædvanligt syn, der mødte nogle af dem, der fredag var stået tidligt op for at tage bilen igennem Silkeborg.
Her stod en treårig dreng alene i vejkrydset ved Østergade og Christian 8.s Vej. Det skriver både Midtjyllands Avis og TV Midtvest.
Den lille dreng havde tilsyneladende i søvne fundet en vej ud af en nærliggende lejlighed og derefter bevæget sig rundt på gaden.
Drengen havde sovet hos sin bedstefar, og det er ikke usædvanligt, at han går i søvne. Af samme grund har hans forældre i deres hjem låse på både døre og vinduer.
- Bedstefaren ved også, at drengen tit går i søvne, og han havde også låst lejligheden af. Men det var alligevel lykkedes drengen at komme ud, siger politikommissær Kenn Sølvkær Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV Midtvest.
Politiet i Silkeborg fik anmeldelsen om drengen klokken 05.50. Drengen kom ikke noget til, og bedstefaren endte med at følge drengen hjem igen.
/ritzau/