En 19-årig kvinde var efter alt at dømme et helt tilfældigt offer for en gerningsmands potentielt livsfarlige adfærd fredag eftermiddag i det centrale København.
Klokken 14.20 blev kvinden på den travle Nørreport Station skubbet ud på skinnerne.
- Det sker, umiddelbart inden at toget kommer ind på stationen, og henset til, hvor tæt toget har været på, så efterforskes sagen som et forsøg på manddrab, fortæller Torben Madsen, central efterforskningsleder hos Københavns Politi.
Ifølge Torben Madsen er politiet af den opfattelse, at der ikke har været nogen forudgående kontakt mellem kvinden og gerningsmanden.
- Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men umiddelbart er det vores opfattelse, at hun er et helt tilfældigt offer.
Den 19-årige kvinde blev hjulpet tilbage i sikkerhed på perronen af andre passagerer. Gerningsmanden forsvandt fra stedet.
Politiet efterlyser ham nu med billeder fra overvågningskameraer på stationen og håber på, at nogen kan bidrage med oplysninger om hans identitet, så han kan blive pågrebet.
/ritzau/