Der blev handlet hurtigt fra en gruppe beboere i området, da der ved 19.15-tiden lørdag aften udbrød brand i en affaldscontainer ved nogle boligblokke på Fynsvej i Nykøbing.
Indsatsleder Bo Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen fortæller, at beboerne allerede var godt i gang med at slukke ilden, da brandvæsnet nåede frem. Brandfolkene kunne derfor nøjes med en kortvarig efterslukning.
Det lykkedes tilmed at redde affaldscontaineren fra at udbrænde. Bo Andersen oplyser, at borgere i området havde hørt noget fyrværkeri blive skudt af kort før, branden blev opdaget, men det vides ikke med sikkerhed, hvordan branden er opstået.