I går onsdag kunne man her på folketidende.dk læse en historie om, at en personbil og en Movia-bus onsdag morgen havde ramt hinanden i forbindelse med et trafikuheld på Stovbyvej i Væggerløse. Sammenstødet resulterede i flere smadrede ruder i bussen, og at chaufføren måtte køres til behandling på sygehuset.
Men føreren af personbilen kørte efter sammenstødet først lidt videre, inden han efterlod bilen, som i øvrigt var stjålet, og stak af til fods.
Torsdag fremgår det så af politiets døgnrapport, at det lidt senere lykkedes at finde frem til den undløbne chauffør, som ifølge politiet er en 35-årig mand fra Nykøbing.
Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, for at køre bil uden førerret samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da politiet fandt knap fire gram kokain på ham.