Dokumentarist: Jeg håber, de kan genkende sig selv

NAKSKOV: Hun så helt beklemt ud, Matilda Mester.

- De tilhørere, der sidder her i salen, det er jo deres liv, jeg har haft fat i, sagde hun lavmælt, mens de omkring 100 fremmødte indfandt sig på deres pladser i mødesalen på Nakskov Bibliotek.

Som ville visningen af hendes dokumentarfilm "Nakskov 1:50" få en blidere modtagelse derved.

Hun tilføjede:

- Jeg håber, de kan genkende sig selv i mit portræt af Nakskov. Jeg har prøvet at gøre det respektfuldt.

Filminstruktøren havde tydeligvis nerver på.

- Jeg er mere nervøs nu, end jeg var, da jeg skulle vise den frem i København, lod hun vide.

Inden visningen lagde Matilda Mester ud med at tage ordet.

- Tak, fordi I er kommet, og stor tak til alle dem, der har medvirket i filmen eller på anden vis hjulpet til. Der er vist en del blandt publikum i dag, sagde hun.

Hun fortsatte med at takke for den åbenhed, som hun havde mødt under optagelserne tilbage i 2014-2015 og for hjælpsomheden fra Nakskov Lokalhistoriske Arkiv.

- Det gik jo op for mig, at folk her i byen ved utrolig meget om deres egen historie og værner meget om den. Det er også derfor, jeg er spændt på at vise filmen for jer i dag, for I ved jo meget mere om Nakskov, end jeg gør.

- Du skal tale højere, lød det fra salen.

Men det kneb, selvom filminstruktøren forsøgte.

Hun fortalte også, at noget af det, som hun fandt spændende ved Nakskov, er, at det både er en lille by, som man på en eller anden måde synes, man kan overskue, men at den også har tråde og forbindelser både ud i verden og tilbage i tiden til en historie, som er større end denne lille by.

- Det, der motiverer mig til at lave film, er, at jeg gerne vil forstå noget om verden. Men verden er jo så stor, så hvor starter man? I den her film prøver jeg at kigge på en lille del af verden og opdager, at hvis man kigger længe og grundigt nok, så kan man faktisk opdage en hel del.

Ifølge hende handler filmen derfor også om, hvordan små og store historier hænger sammen.

- Og det er også derfor, modellen af sukkerfabrikken er blevet en central del af filmen, fordi det for mig bliver et billede på sammenhængen mellem det store og det små.

Hun fortalte også om sin fascination af det sammenhold, som hun mødte blandt de pensionister, som medvirker i filmen. Et sammenhold, som hun finder, står i kontrast til hendes egen generations netværk på internettet. Hun fortalte også om sin fascination af deres detaljerede viden om deres tidligere arbejdspladser, og det kig ind i velfærdsstatens storhedstid, som det gav hende.

Endelig satte hun lidt ord på filmens æstetik, hvor hun har eksperimenteret med brug af forskellige nye og gamle kameraer for at vise, at billedet hele tiden ændres og afhænger af øjnene, der ser. Ligesom hun har brugt eksperimenterende musik for at åbne filmen op og sige: "ja, ja, husk nu, at virkeligheden ikke er så lige til at putte ned i en kasse".

Så blev filmen startet i et desværre lidt for oplyst rum, da mødelokalets ovenlys ikke lod sig blænde af. Nu hørtes filminstruktørens stemme som et lydspor, hvor hun eftertænksomt, filosofisk spurgte: Hvad hvis Nakskov kunne betragtes som en model af noget større? Og senere slog fast, at en model kan være en hyldest, et mindesmærke, en kærlighedserklæring, eller blive lavet for at forstå, forenkle eller begribe alle enkeltdele og deres forbindelse.

Under visningen af filmen faldt mange lavmælte kommetarer fra publikum, når genkendelsen satte ind - af dem selv, af byen og af en svunden tid.

Der blev også grinet, da brugen af øgenavne på skibsværftet blev nævnt med opremsning af en række af dem - blandt andet Ejvind Spegepølse. Eller da fortællingen om, hvordan det blev sat ild til toiletter for sjov, og søsætningen af nye skibe skabte en flodbølge af arme og ben på Plutteøen, fordi nogle lod sig rive med for sjov, mens den kom bag på andre.

Susanne Dyreborg, som er født og opvokset i Nakskov, og som sad ved siden af undertegnede under visningen, hviskede da kantinen på værftet tonede frem:

- Der raslede vi fastelavn ovre. Det var noget, der gav noget.

Da billeder af sukkerfabrikken i vintermørke, med damp ud af skorstenen og lys i ruderne, blev vist, lød det fra salen:

- Man kan næste lugte det.

Musikken i filmen gav dog lidt udfordringer. Der var høje, pibende og skingre lyde, og flere tog sig til ørerne - og måske også høreapparaterne.

Tidligere skibsbygger og undermester Ejnar Hansen syntes, at det var lidt mærkelig at se sig selv.

- Det er jo også forholdsvist længe siden, det blev optaget, fortalte han med henvisning til, at optagelserne fandt sted i 2014-2015.

Han synes, at filmen måske dvælede lidt længe ved nogle detaljer, som for eksempel da han fejede støv væk på det gamle afslagningsloft på værftet. Han undrede sig også over de lidt dystre klip af biler, der kører rundt. Men han synes, at det lykkedes filmen at belyse nogle historier - dog ville han gerne have haft mere om Nakskov Fjord med.

- Om hvorfor Nakskov ligger, hvor den ligger, sagde han.

Fra salen lød efterfølgende spørgsmål til instruktøren, som: Hvem er din målgruppe? Hvor er kvinderne? Hvordan er den blevet modtaget udenfor Nakskov?

Steffen Rasmussen synes, at filmen måske blev lidt lang, for dem der ikke måtte kende de medvirkende. Måske hvis den blev lidt kortere? foreslog han.

- Der er ingen målgruppe, fokus er på mændene, fordi de to mandsdominerede arbejdspladser tegnede byen, og modtagelsen udenfor Nakskov er det for tidligt at sige noget om, lød det fra instruktøren.

Hun afviste desuden at klippe filmen kortere.

- Jeg har klippet længe, og jeg kommer ikke til at klippe filmen om, sagde hun bestemt.

Museum Lolland-Falsters direktør, Ulla Schaltz, og arkivar Heidi Pfeffer fik til slut ordet.

De ville gerne vide, hvad der ellers kunne fortælles om Nakskov til en kommende udstilling, som de arbejder på, og her lød buddene blandt andet: betydningen af byens prestigetab, Vestas' arbejde med at bygge verdens længste møllevinge, at der stadig pakkes Ota Solgryn, politikeren Bresemanns betydning, fjorden, byens evne til at genopstå og borgernes store kærlighed til deres by.