FALSTERS FESTLIGSTE FYRINDE ER 12 ÅR INDENI - OG LIDT KRØLLET PÅ YDERSIDEN

MARIELYST: Dicte Stæchmann har forladt huset i krydset mellem Engboulevarden og Vestensborg Allé i Nykøbing for en stund. Men gamle vaner forgår ikke, og selvom der egentlig er længe til  Dictes uhyggelige højtid, Halloween, er arbejdet i gang mere eller mindre året rundt.

- Jeg er jo morgen-menneske. Hver dag springer jeg ud af sengen, og så skal der ellers ske noget. Mens de andre sover, plejer jeg at sidde og strikke et par mus. Det er blevet til en syv eller otte stykker indtil videre, og vi har været her siden søndag, fortæller Dicte Stæchmann, der nyder livet i sommerlandet på Marielyst med sin familie.

Årsagen til besøget fra Folketidende er kåringen til årets "Festlige fyrinde", som Dicte modtog sidste fredag på Torvet i Nykøbing. Her overrakte "Det Originale Selskab" hende prisen - et forklæde, en hat og en buket blomster. Men hvad skal der egentlig til for, at man bliver hyldet som noget særligt på hele Nykøbings vegne?

- Det aner jeg ikke. Jeg fik jo at vide, at jeg ville få prisen, før jeg fik den overrakt, men jeg havde ingen anelse om, at jeg overhovedet var i betragtning, indrømmer Dicte Stæchmann.

Et godt bud er hendes evigt sprudlende humør. Dicte er jo ikke meget større end de unger, hun render rundt og leger med på sin arbejdsplads, Sophieskolen, hvor hun i praksis, gennem skolesammenlægninger og hvad der ellers opstår, har været, siden hun blev uddannet pædagog i 1988.

- Jeg tror egentlig, at mange af børnene kan huske mig, fordi jeg bare går med på deres lege og præmisser. Det er måske lidt træls at skulle trække vandslange og badebassin og højttaler frem, selvom der er en halv time, før de sidste unger går hjem, men hvis det er dét, de gerne vil, så gør jeg det. Vi slås jo med computere og Playstation og alt muligt i dag, og hvis vi skal have børnene ud og lege og opleve noget, så kræver det en indsats, forklarer Dicte.

Ikke at det falder hende svært, understreger hun - både med ord og handling. Det sekund, der skal tages billeder, hidkalder hun to af familiens yngre medlemmer, Ida og Jonas, og fem sekunder senere står Dicte, der ellers ikke rager meget op i luftrummet, og spejder udover det hele på skuldrene af de to.

- Det synes jeg egentlig er meget godt gået af en på 60, siger hun og hopper ned fra skuldrene af de unge mennesker.

Dicte priser sig ofte lykkelig over, at hun ikke er større. Hun møder børnene i noget nær øjenhøjde, sådan helt bogstavligt, og det giver en særlig tilknytning. Og så lader hendes klejne statur hende gøre ting, som ikke var andre forundt:

- Når jeg har alle mine halloween-ting stående ude i hækken, så står der en 13, måske 14 figurer og en masse løse arme og ben, der stikker ud. Når jeg lige har tid, så stiller jeg mig selv ud foran hækken og skræmmer folk - nogen får simpelthen et chok uden lige, når man pludselig begynder at bevæge sig, siger Dicte og griner.

Hun har ikke forårsaget hverken trafikuheld eller nogen andre ulykker, understreger hun dog!

At kalde hende en ildsjæl ville næsten være kedeligt. Dicte Stæchmann er noget andet, noget mere. Hun havde nok selv fået en diagnose med ADHD eller lignende, hvis hun var barn i dag, indrømmer hun, for mængden af krudt i bagdelen er konsekvent noget, de fleste kun kan kigge misundeligt på.

- Hvis vi sidder og ser en film, så farer hun rundt. Så skal hun lige tjekke Facebook, så begynder hun at strikke eller lave noget nede til ungerne i skolen eller hvad ved jeg. Hun skal hele tiden lave noget, fortæller Ida Stæchmann, der er Dictes datter.

Ida har elsket at have en mor, der altid ville lege. Det har givet en masse gode barndomsminder, fortæller hun. Selv efter det, mange nok ville kalde en lang og udmagrende dag med fuld fart på blandt børn, er Dicte ikke færdig.

- Så kom hun hjem og var klar til at lege noget mere. Og børn elsker det jo, så det var skønt, fortæller Ida.

Dicte Stæchmann elsker sit job. Det bærer lønnen i sig selv, fortæller hun, og understreger at den dag, hun bliver for gammel til sit job, bare har tænkt sig at dukke op alligevel.

- Så bliver jeg bare frivillig på fuldtid! Det er så sjovt, og jeg ville kede mig, hvis jeg ikke skulle være sammen med børnene.

Dicte har nok at se til, og sådan skal det allerhelst være. Det handler i virkeligheden om at glæde andre.

- Det er jo rent egoistisk på en eller anden måde. Jeg får så meget igen, når jeg glæder andre. Det er små breve i postkassen, en krammer, når jeg går gennem byen, sådan noget. Jeg mødte en ung mand, som fortalte mig, at jeg simpelthen havde været hele hans barndom - det var lige til at få gåsehud af. Jeg kunne jo ikke selv se, at jeg havde været noget særligt for ham, men det har jeg jo fundet ud af, at jeg har været for ret mange.

- Da jeg var teenager gad jeg ikke engang gå med hende oppe i byen, når der var Late Night eller noget i den retning - alle skulle simpelthen hen og sige hej til hende, det var lige til at blive helt misundelig af dengang! Det er alle aldre, efterhånden, nogen er fem år og skal hen og have en krammer, mens andre er granvoksne mænd på 40 år - men alle husker min mor, forklarer Ida Stæchmann.

Dictes allerstørste nummer var, da hun inviterede samtlige unge mennesker, hun nogensinde har haft underholdt, til fest. 500 af dem dukkede op med blomster, chokolade og pæne ord.

- Det var meget overvældende, det er klart. Jeg vidste egentlig ikke, at så mange kunne huske mig.

Men det kan de. Dicte Stæchmann efterlader sig et aftryk i folk - særligt de mindste. Hendes uafbrudte entusiasme og energi forplanter sig i børn og barnlige sjæle.

- Jeg plejer at sige, at jeg er 12 år indeni - udenpå er jeg heller ikke så stor, jeg er efterhånden bare lidt krøllet, siger hun og ler.