KRIG OG FRED MED KIMER

GEDESBY: Vi kender hende som journalisten, der forstår Ukraine og Rusland for os. Udenrigskorrespondenten, der dukker sig og løber, når soldaterne siger løb.

I Gedesby har Matilde Kimer og hendes familie et sommerhus midt i Sydfalsters fredelige sommeridyl. Langt fra krigens elendighed, som det kan være svært at slippe.

Folketidende mødte Matilde Kimer i sommerhuset til en snak om krig og fred.

- Vi købte sommerhuset i 2020, så det er et rigtig coronakøb, fortæller den 41-årige journalist og viser rundt på sommerhusets grund.

I virkeligheden havde hun og manden Jesper planer om et sommerhus på Møn, hvor Jespers barndomsven har et hus. Men så blev sommerhuset i Gedesby sat til salg, og parret dristede sig endnu længere sydpå.

- Det var helt rigtigt. Jeg kan huske, at vi stod på stranden og arhh, blæst og hav. Det dur, siger hun, løfter armene ud til siderne og kigger op i himlen.

Naturen, freden og det faktum, at der ikke er alle mulige tilbud i Gedesby, var medvirkende til, at familien købte sommerhus her.

- I København er der basketball og venner. Alt kan ske, men hernede kan ingen stikke af. Vi er bare komprimeret sammen. Der var godt nok ved at opstå en mindre børnerevolution, fordi der ikke var internet her, så det har vi fået.

Matilde Kimers job indebærer i sagens natur, at hun er meget væk fra familien, som består af manden Jesper, der er selvstændig fotograf, og tre børn på 10, 12 og 16 år.

- Derfor sætter jeg mig nærmest på min mand og mine børn, når jeg er hjemme, fortæller hun.

Det er tanken, at både Jesper og Matilde kan bruge huset til at køre ned og arbejde eller bare være i. Ikke mindst efterhånden som børnene bliver store.

Derfor står sommerhuset også til en overhaling af de helt store. Og planerne for det er noget, Matilde bruger sin ferie på.

- Jeg øver mig i at slappe af, men jeg har endnu ikke lært at lave ingenting. Jeg synes ikke, det er rart. Så den her sommer arbejder jeg på en masse skitser til huset. Så er det også rart at have en hundehvalp, siger hun og kigger på fire måneder gamle Maggi, en stabhoun-tæve, der i øjeblikket graver efter muldvarpe i græsplænen.

Der er nærmest ikke noget mere livsbekræftende end dyrebørn, og derfor er det ikke så underligt, at korrespondenten nyder hundehvalpen.

For siden Rusland gik i krig mod Ukraine, har det domineret hendes professionelle virke. På søndag flyver hun igen til Rusland efter tre ugers ferie, som også er gået med lidt arbejde.

- Situationen er simpelthen ikke til ren afslapning for mig lige nu. Jeg er ganske vist fysisk på ferie, og tidligere har der været år, hvor jeg kunne lade være med at lade min telefon op, men det er ikke i år. Hjernen holder ikke ferie, og det der med at sige til folk, som er midt i en krig, at man lige skal hjem og bade i tre uger. Det holder jo ikke.

Til september er det 20 år siden, en ung Matilde Kimer første gang satte fødderne på russisk jord.

Det var lidt et tilfælde. Kimer troede egentlig, hun skulle være musicalsanger i London, men blev ikke optaget på skolen i London.

Med knuste drømme og kærestesorger i bagagen rejste hun til Paris for at besøge sin onkel og hans russiske kone. Hun skaffede et visum, så unge Matilde kunne studere russisk i Sankt Petersborg, og det blev, hvad hun selv kalder sine formative år.

Siden fulgte tiden på Syddansk Universitet, hvor hun kunne læse både journalistik og russisk. Hun kom i praktik på DR, mødte sin mand og blev sidenhen fastansat udenrigskorrespondent med ansvar for alle de tidligere Sovjetstater. Heriblandt Ukraine, som siden revolutionen på Maidan-pladsen i Kyiv i 2014 har fyldt mere og mere.

- Jeg havde gjort mig tanker om, at krig kunne blive en del af mit professionelle liv. Og jeg havde dækket konflikter før, så jeg vidste, at jeg havde psyken til at klare det.

Men hvordan går det med at klare det? Ikke mindst når selv en ferie ikke rigtig er en ferie?

- Det er svært at stoppe igen. Jeg har endnu ikke lært at slukke helt for arbejdet i det øjeblik, jeg sætter mig i flyvemaskinen. Jeg forstår ikke, at nogen kan det. Man involverer sig jo i de mennesker, man møder. Men jeg synes dog, jeg er blevet lidt bedre til at omstille mig.

Matilde Kimer har tidligere haft følelsen af at være det forkerte sted, når hun er i Danmark, imens krigen raser. Men hun er samtidig mor i en dansk familie med de konflikter, der er i sådan en.

- De der hverdagsproblemer, hvor et barn er utilfreds med indholdet i madpakken. Jeg havde en fase, hvor det var virkelig svært for mig at relatere til det. Hvor jeg kunne blive irriteret på mine børn, fordi deres problemer er så små. Sådan et tegn på, at jeg er stresset, gør Jesper urolig, for vi har stået i det før. Så siger han, at jeg lige skal lande, og han har jo ret. Problemer er relative, og børnenes skal ikke negligeres, bare fordi jeg har det job, jeg har.

Et job, der kan få hende til at fare sammen, når hun hører høje brag i Danmark, hvis hun lige har været afsted. Hvor langt væk var det nedslag? Et job, der kræver mod.

Så hvad er et så modigt menneske egentlig bange for?

- Jeg er selvfølgelig bange for at komme til skade eller blive såret. Men jeg arbejder også rigtig meget på ikke at blive for ulykkelig eller for fortabt. Det er svært at se mennesker, man kender, gå i stykker eller blive dræbt. Det er menneskeligt hårdt at bevidne, når andre bliver hadefulde - også selv om de gør det for at overleve. Det gnaver på ens egen tro på ordentlighed og godhed. Og det mørke er jeg bange for. Derfor prøver jeg også at finde en balance i tingene, når jeg arbejder. Jeg skal naturligvis fortælle om tortur, men i krig er der også nogle meget stærke positive kræfter, næstekærlighed og opofrelse. Dem vil jeg også fortælle om.

Samtidig med at Matilde Kimer dækker krigen og de glæder og sorger, der findes i den, bærer hun også selv på en sorg. Sorgen over at miste Rusland.

Danmark er netop blevet kategoriseret af Rusland som en fjendtlig stat, og Kimer forventer, at hun skal sidde i forhør hos den russiske sikkerhedstjeneste FSB, når hun lander i Moskva søndag.

Et Moskva, hun beskriver som den vildeste by, der har 10 gange mere at byde på end København. Særligt når det kommer til den kreative klasse af kunstmalere, graffiti og tegnere. Folk, som for en stor dels vedkommende snart er flygtet, mener hun.

- Rusland er kontrolleret af Putins parti og dem, man kalder putinister, fordi det nærmest er blevet til en ideologi. Landet er blevet ufrit, og det, der ikke falder i styrets smag, er landsforræderi. Sådan et samfund kan ikke vokse, og den optimisme, jeg så i 2002, bliver kvalt. Videnskab skal pludselig dikteres af et parti, og det opløser virkeligheden. Jeg har masser af venner og bekendte i Rusland, som er helt smadret af det, der foregår.

Nu er Matilde Kimer oprørt. Om ikke vi skal tale om noget positivt? Jo. Så fortæl, hvorfor Rusland er fantastisk og meget mere end rødbedesuppe, grå sne og stalinistisk arkitektur eller nyrige, ubehøvlede russere på charterferie?

- Jeg forstår godt de to skitseringer, men det er så meget mere. Russerne er gæstfrie. Du slipper ikke fra en fattig kvinde, der lever af en yderst beskeden pension og dét, hun selv kan dyrke eller samle, uden flere krukker syltede agurker. Det signal, Putin sender om et aggressivt land, er det modsatte af, hvad det er. Russerne er spændende og nysgerrige. Du kan besøge dem i en grå Stalin-klods af en bygning, der lugter af kattepis i opgangen, hvor der sidder en alkoholiker i hjørnet. Fuldstændig som en Stanley Kubrick-film. Når man så kommer ind i deres hjem, opdager man, at folk har bygget et slot. De går ikke op i facade, som vi gør i Vesten.

Den dansk-russiske skole-elev Anastasja Christina Poulsen har tilbage i 2018 skrevet i Kristeligt Dagblad om fordomme mod russere.

Hun fremhæver, at de for eksempel i filmbranchen ofte fremstilles som en person med en mørk sjæl. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene.

- De ligner måske nogen, der aldrig griner, men kratter man lidt i overfladen, er der en meget veludviklet, tør humor ikke helt ulig den satiriske og ironiske danske humor. Og farver er der også. Altså, man kan blive helt opstemt, når man sidder i en eller anden provinslufthavn, og så kommer et par gående i ens, nervøs velourjoggingdragter i pangfarver, griner hun.

Man fornemmer, at udenrigskorrespondenten kan fortælle om det dejlige ved Rusland i flere timer. Måske er hendes nuværende visum det sidste.

Selv om det siges, at gammel kærlighed aldrig ruster, kan den ene part forandre sig så meget, at rusten får rigtigt fat.

Om det kan ske for Kimer og Rusland, må tiden vise. For nu kan hun konstatere, at Rusland ikke er det land, det var. Nu er det et land, hvor bogstavet Z bruges til at udtrykke støtte til Ruslands krig.

- Jeg får kvalme af det. For ukrainere er det Z det samme, som hagekorset er for jøderne. Lige nu handler det om Ukraine, men Rusland er i det hele taget ved at forandre sig til et åbenlyst diktatur. Det er ikke en ny kold krig, som mange taler om. Det er jo netop en varm krig, som vi ikke ved, hvor langt Rusland er villig til at gå med.