Der blev sat rekord til Extra Posten Løbet både på distancen 5,3 kilometer og ved halvmaratonet.
Selvom blæsten drillede deltagerne ved Extra Posten Løbet lørdag eftermiddag, havde flere af dem alligevel vind i sejlene. Både kvinderne og mændene satte rekorder på distancen 5,3 kilometer og ved halvmaratonet i forhold til Extra Posten Løbet de foregående år.
27-årige Claus Didriksen løb et halvmaraton på 01:19:52, og det var næsten tre minutter hurtigere end rekorden fra 2011, som Claus Didriksen også selv satte.
- Det gik bedre, end jeg havde forventet, selvom vinden var hård nogle steder, forklarer Claus Didriksen, der både har planer om at gennemføre Copenhagen Marathon i næste uge og en ironman i løbet af sommeren.
Klaus Præst Jaqué løb 5,3 kilometer på 18:05 minutter. Det er 26 sekunder hurtigere end rekorden ved Extra Posten Løbet, der blev sat i 2010 og var på 18:31 minutter. Til daglig løber Klaus Præst Jaqué for en klub i Bagsværd og er sponsoreret af butikken Løberen.
- Jeg havde ikke de store forventninger til løbet i dag, fordi jeg ikke er i den bedste form, forklarer 17-årige Klaus Præst Jaqué, der har et mål om at nå til OL i 2016 i disciplinen 3000 meter forhindringsløb.
Også kvinderne formåede at slå rekord. I halvmaratonet blev den nye rekord sat af Camilla Morel Lærke, der fik en tid på 01:40:13. Birgitte Petersen snuppede sejren på 5,3 kilometer med en tid på 22:46 minutter, dermed var hun seks sekunder hurtigere end rekorden fra 2009.
Extra Posten Løbet blev afholdt for fjerde år i træk. Det endelige deltagerantal er endnu ikke gjort op, men der var omkring 440 deltagere i år.