Annonce
Bolig og livsstil

Lars Hjortshøj: Det betyder mere at sætte et aftryk

Lars Hjortshøj er snart aktuel i serien "Store Lars" på TV3 og Viaplay. Foto: Krestine Havemann / TV3 presse/Free

Komikeren Lars Hjortshøj er fyldt 52. Han kan mærke et større ønske om at sætte et aftryk.

Han er vant til at være sjov både på scenen som komiker, som skuespiller i diverse sketchshows og som underholdende radiovært.

Men selv om Lars Hjortshøj har en lang karriere bag sig, træder han nu ud på dybt vand i serien "Store Lars", som han har skrevet manuskript til og spiller hovedrollen i.

For selv om han beskriver det som en komedieserie, så skal den mere end at få folk til at grine.

- Der er blandt andet nogle meget rørende scener mellem mig og Martin Brygman, som vi ikke har lavet før, forklarer Lars Hjortshøj.

Folk kender os jo mest som gak og løjer, men vi vil gerne vise, at vi også kan det andet. Vi har været meget optagede af smerte og af, at der skal være noget at miste, siger han.

Komikeren kan mærke, at han med alderen har fået mere mod til at gå ind roller, hvor der er flere følelser på spil.

- Jeg er blevet mere optaget af at give folk noget. Jeg har lavet min del af vanvittige sketches med falske tænder og sjov hat, som ikke nødvendigvis havde så meget indhold, men som var sjove, siger han.

- Det er nok meget naturligt i forhold til alder, at man har det sådan, at hvis man skal nå at sætte et lille bitte aftryk, så må jeg hellere skynde mig lidt, siger komikeren.

I serien indtager han rollen som Lars, en komiker, der aldrig rigtig har opnået det, han ville. Han ser, hvordan hans kolleger får deres gennembrud i udlandet og får store spillefilmskontrakter, mens han stadig selv har svært ved at finde sin plads.

Selv om det kunne lyde som noget, det var taget ud af virkeligheden, eftersom kolleger som Casper Christensen og Frank Hvam, som Lars Hjortshøj spillede sammen med i "Klovn", har taget springet til udlandet, så forholder det sig ikke helt sådan.

- Man tager jo nogle af sine egne personlighedstræk og skruer lidt op for nogle og lidt ned for andre. "Store Lars" handler om at miste sig selv i jagten på anerkendelse. Det er sjovt og lidt patetisk, når man søger det de forkerte steder, som jeg gør i serien, siger Lars Hjortshøj.

Selv føler han bestemt ikke, han er blevet forbigået. Men det handler også om, at han ikke har behov for den slags anerkendelse, man kan få ved at være en offentlig person.

- Jeg fandt selv hurtigt ud af, at den vigtige anerkendelse ligger i kærligheden - den ægte kærlighed. Jeg har haft den samme kone i over 20 år. Jeg finder den rigtige anerkendelse hos hende og hos mine børn og mine nære venner, siger han.

- Al den staffage og opmærksomhed, der er forbundet med mit arbejde, er fuldstændigt ligegyldigt. Det er jeg ligeglad med. Det er ikke det, jeg i virkeligheden bliver bedømt for, forklarer Lars Hjortshøj.

Når han ser tilbage på det, han har opnået gennem årene, er han ganske tilfreds.

- Jeg tænker ikke på det som min karriere. Jeg tænker på det som mit arbejdsliv. Og det arbejdsliv er jeg ret stolt af. Jeg synes, jeg har sat røven i klaskehøjde på både godt og ondt, siger han og uddyber:

- Jeg bliver stadig mindet om ting, jeg lavede for 20 år siden som "Casper og Mandrilaftalen", som folk stadig taler om. Og jeg er stolt af at have været en af pionererne inden for dansk standup. Vi tog det fra undergrund til noget, der er mainstream, og som man kan se i fjernsynet. Det tror jeg ikke, vi havde forestillet os dengang, siger komikeren.

Men selv om han har opnået meget, har han ingen planer om at hvile på laurbærrene.

- Det er enormt privilegeret at være fyldt 50 og føle, at der er så meget derude, jeg stadig skal lære. Jeg gider sgu ikke sidde i skyggen og nyde alt det, jeg har raget sammen. Det er ikke sjovt. Det interesserer mig mere at risikere det.

- Jeg ved godt, man ikke får point for at risikere eller være modig, men det kunne jo være, der var nogen, der bemærkede det, siger han.

"Store Lars" har premiere den 23. april på TV3 og Viaplay.

  • Lars Hjortshøj
    Lars Hjortshøj er snart aktuel i serien "Store Lars" på TV3 og Viaplay. Foto: Krestine Havemann / TV3 presse/Free
Annonce
Annonce
Annonce
112

Frækt jakke-tyveri i Nakskov

112

Voldsom brand ved motorvejen: - Han skulle ud i en fart

112

Politiet brugte deres næse: Og så blev tre anholdt

Leder

Et skoleeksempel på social darwinisme

Sport

Gerts vanvittige projekt: - Jeg var helt ristet og forvirret

Guldborgsund

Konservative har fundet deres borgmesterkandidat

112

Vold i Nakskov: Blev slået flere gange i ansigtet

Lolland-Falster

Opdaget i supermarkedet: Butikstyv gik ud med mayonnaise under armen

Erhverv

Hvordan tjekker jeg, om min nye chef er ok?

Indland

Arbejdsuge på fire dage kan presse børnefamiliers hverdage

Politik

Regeringen sender kvart milliard til nødhjælp i Ukraine

Lolland

Skolekritik: Der er brug for økonomisk støtte

Nykøbing

Nedslående besked fra legendarisk værtshus

112

Helikopter måtte redde mand til havs

Skole

Tesfaye: Folkeskoleaftale skal tage hånd om lav bestå-procent

Annonce
Annonce
Lolland

Fejrede årsdagen: Men en ville ikke ned at kigge

Guldborgsund

Hhx-elever til gallafest: Se de flotte ankomster

Indland

Statsministeren venter flere russiske hybridangreb

Guldborgsund

Gert gennemførte sit monster-projekt

Lolland

Vil af med sine apoteker: - Vi har ikke holdt ferie i 10 år

Lolland

Flest i landet: Så mange dumper dansk og matematik på Lolland

Vejret

DMI: Mandag bliver våd, men så kommer forårssolen