R&B-stjernen Mary J. Blige melder sig nu i rækken af kendisser, der skylder enorme summer til højre og venstre.
Senest har stjernen fået et skattesmæk på 3,4 millioner dollar, hvilket svarer til næsten 20 millioner kroner. Det skriver Rolling Stone.
Selv om Blige sidder i gæld til op over begge ører, udtaler en repræsentant for sangerinden, at hun arbejder på at løse problemerne.
- Et nyt hold arbejder nu på at løse problemerne så hurtigt som muligt, siger repræsentanten.
Mary Jane Blige, som er Bliges fulde navn, slog for alvor igennem med albummet "My Life" fra 1994. Og med mere end 50 millioner solgte album er hun samtidig blandt de bedst sælgende R&B-kunstnere.
Den storsælgende sangerindes kommercielle succes har dog ikke været nok til at holde hånden under hendes privatøkonomi.
Ud over det enorme skattesmæk kæmper hun nemlig med et sagsanlæg fra sin bank. Banken forsøger at få hende til at tilbagebetale et misligholdt banklån på 2,2 millioner dollar, hvilket svarer til næsten 13 millioner kroner.
/ritzau/