Pensionen behøver ikke at blive et identitetstab

Forestil dig, at du sidder til et middagsselskab. Du er blevet placeret ved siden af en, du ikke kender, og nu skal du indlede en samtale.

Hvis du er, som folk er flest, spørger du nok ind til, hvad vedkommende arbejder med.

Men hvad svarer man, når man lige har vinket farvel til arbejdslivet og sat sig lunt i otiumstolen?

For selv om tilværelsen som pensionist er et farvel til arbejdslivet, så tager man ikke nødvendigvis afsked med den faglige del af sin identitet.

- Det er noget, rigtig mange fra alle samfundslag kæmper med. Hvem er jeg, hvis jeg ikke er forsker, pædagog, lærer eller læge. For mange ændrer deres selvopfattelse sig ikke så meget, siger lektor på Københavns Universitet Aske Juul Lassen, som har skrevet ph.d. om aktiv aldring.

- Lakmusprøven er, hvordan man præsenterer sig i nye sociale sammenhænge. Der er ikke så mange, der siger: "Jeg er pensionist". De siger: "Jeg er tidligere pædagog", tilføjer han.

Der er også nogle, der forsøger at komme omkring det ved for eksempel at undgå at spørge andre, hvad de arbejder med.

- Efter de er blevet pensionister, spørger de for eksempel i stedet: "Hvad optager dig?", forklarer han.

- Det er ud fra idéen om, at man stadig kan og vil en masse, men ikke har den samme sikre sociale status og identitet. Så de prøver at ændre samtalen. Det er udtryk for, at man kæmper med, hvad man så er - men også for, at man ofte engagerer sig i noget nyt efter pensionen.

Vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen genkender, at nogle har svært ved overgangen. Særligt hvis den er meget brat, hvor man går hjem fra arbejde om fredagen og er pensionist om mandagen.

- Det bliver en anden hverdag, når man ikke har sit faste holdepunkt på arbejdet, siger Michael Teit Nielsen og fortsætter:

- Man kan overveje, om det er muligt at få en gradvis tilbagetrækning, hvor man går ned til fire dage om ugen og siden tre dage. Så bevarer man en vis tilknytning og glider gradvist over i pensionisttilværelsen.

Det afhænger dog af, hvilke muligheder der er for det i ens job og på arbejdspladsen.

- Nogle kan bevare noget af deres faglige identitet ved at være med i en faglig seniorklub eller fortsat holde sammen med nogle af de tidligere kolleger, som også er pensionerede, foreslår Michael Teit Nielsen.

Hvis man har en oplevelse af, at man ikke længere bidrager til samfundet i samme grad, kan man også overveje at lægge nogle kræfter i et frivilligt job.

På den måde kan man både fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet, et element af en fast hverdag og dyrke de sociale relationer.

/ritzau fokus/