Pernille Rosendahl: Jeg nægtede at passe ind i mændenes kasse

Hun fik stor succes med bandet Swan Lee og har efterfølgende fået mindst lige så meget succes som solosangerinde.

45-årige Pernille Rosendahl er netop nu aktuel i danseforestillingen "Elsker dig for evigt", som hun leverer musikken til.

Her fortæller sangerinden om nogle af de første oplevelser i karrieren:

Første gang jeg stod på scenen:

- Det var på realskolen i Nykøbing Falster i 7. klasse, hvor jeg spillede i et reggaeband sammen med min fysiklærer og dansklærer.

- Der stod jeg med ryggen til publikum. Jeg var genert, og jeg havde sceneangst. Jeg elskede at synge, og jeg hadede at stå på scenen. Jeg syntes, det var det mest rædselsfulde.

- Min dansklærer kunne godt se, at jeg havde det rigtig stramt med det, så han lod mig stå med ryggen til publikum. Det har aldrig faldet mig særlig naturligt at træde ind på en scene, så det har været en lang vej at skulle lære at nyde det.

Første gang jeg følte, jeg lykkedes:

- Noget helt skelsættende for mig var, da Swan Lees første plade udkom i 2001. Vi havde fået afslag fra hele pladebranchen, så vi havde måttet starte vores eget pladeselskab. Vi havde været så mange nederlag igennem, og nu solgte vi faktisk plader.

- Jeg husker, at vi holdt en middag i Swan Lee, den dag albummet kom ud, og det var en ret vild følelse. Indtil da havde alt været abstrakt, så det der med at noget meget abstrakt blevet afløst af noget så konkret som pladesalg, talte vi meget om. Det var en vigtig succesoplevelse.

Første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:

- Det var, da jeg gik ud midt i 3.g, fordi jeg var angst for at gå i skole og for eksamener. Jeg kunne ikke finde ud af hele eksamensdelen, så jeg droppede ud lige inden eksaminerne, men så var der en musiklærer, som sagde til mig, at jeg skulle blive ved med at synge.

- Det var egentlig ikke min plan. Men så tog jeg på sangskole, og så gik der tre måneder, inden jeg begyndte at synge i kor i Savage Rose. I de tre måneder, hvor jeg stod i en bager klokken 04.00 hver morgen for at spare op til en sanguddannelse, virkede det ikke som det klogeste valg i verden.

Første gang jeg læste en anmeldelse af noget, jeg havde lavet:

- Jeg har tit følt mig misforstået i anmeldelser, så dem er jeg stoppet med at læse, men jeg kan huske en fra det første album med Swan Lee. Der spillede vi en koncert på Midtfyns Festival, hvor der var en anmelder fra Berlingske, som, jeg følte, forstod mig. Han var blevet rørt og ramt af koncerten, og det er jo det fineste, man kan opnå.

Første gang jeg fik løn - og hvad jeg brugte pengene på:

- Det var, da jeg startede med at synge kor i Savage Rose, da jeg var 19 år gammel. Det var uvirkeligt for mig, at man kunne tjene penge på det, man elskede. Jeg brugte pengene til at betale min husleje.

Første gang jeg blev genkendt på gaden:

- I de gode gamle Swan Lee-dage kørte vi engang igennem en jysk provinsby på vej til en festival. Der var nogle unge fyre, som råbte: "Der kører hende der "I Dont Mind"". Vi syntes, det var enormt morsomt, at jeg var blevet degraderet til en sangtitel.

Første gang jeg sagde fra:

- Det var, da jeg forlod en stor pladekontrakt i London, lige før jeg startede Swan Lee. Jeg var i fuld gang med at indspille et soloalbum, tjente penge og havde et pladeselskab i ryggen. Alt var flot og fint, men jeg kunne bare mærke, at jeg ikke havde lyst til at opfylde popstjerne-forventningerne

- Det var en mandsdomineret branche, som stod og kiggede på en ung kvinde, og det blik brød jeg mig ikke om. Jeg havde det svært med at passe ind i en kasse, som nogle mænd havde stillet op for mig. Så det smuttede jeg fra.