VK-regeringens forslag til en genopretningsplan for dansk økonomi er en nødvendig plan, men også for mange en bitter pille, der skal sluges. Økonomien er kørt af sporet på grund af den verdensomspændende finanskrise, men også fordi ti år med den borgerlige regering har været en gavebod med en voldsom stigning i de offentlige udgifter.
Vi har haft en lang periode i overhalingsbanen på første klasse, hvor alle har vænnet sig til, at vi hele tiden kunne få mere. Nu er det slut, og regningen skal betales.
Vel er Statsminister Lars Løkkes plan ikke verdens mest geniale plan, men den er enkel og nem at forstå.
Regeringen skal derfor have megen anerkendelse for at have spillet ud med en plan, der rydder enhver tvivl om økonomisk ansvarlighed af vejen og fastholder omverdenens grundlæggende tillid til den danske økonomi.
Tilmed er der tale om en befriende enkel plan, som enhver dansker burde kunne forstå: Vi skal alle spænde livremmen lidt ind i de næste to år, og derefter er regningen betalt.
Det gør genopretningsplanen mere attraktiv end tidligere tiders finanspolitiske indgreb med myriader af skatter og andre vækstdræbende initiativer ingen alligevel kunne forstå. Desværre bliver den politiske opbakning til planen meget smal, og igen udtryk for den skrøbelige parlamentariske grundlag VK-regeringen hviler på. S og SF har allerede meldt fra med en jammersang om social skævhed. Dansk Folkeparti synger den samme sang, og vil endnu en gang gå efter at tage sig godt betalt for at støtte planen.
Fastfrysningen af de offentlige overførselsindkomster rammer mange mennesker, og er ikke populært. Men det er netop pointen i fastfrysningen: At efterhånden er næsten halvdelen af alle danskere på en eller anden form for offentlig overførselsesindkomst. Det er en uholdbar situation, og derfor nødvendigt med en opbremsning nu.
Vi bliver alle ramt af den økonomiske genopretningsplan, og vi må alle bære vores del af byrden de kommende år, når det gigantiske overtræk på kassekreditten skal betales.
Danmark er blevet et fattigere land, og uanset vi kan lide det eller ej, skal vi indstille os på et lavere serviceniveau i det offentlige hvad enten man er ung eller gammel - rig eller fattig.
Den økonomiske genopretning kræver politisk mod, og det bliver spændende om regeringen i sidste ende har modet.