Jeg sidder i min vindueskarm med en kop te, kære læser. Jeg kigger ud af mit vindue, ud på Guldborgsund, over på Lolland. Jeg plejer at sige, at det er mit ”guldkantsmaleri”. Selvom motivet hver dag er det samme, er det altid forskelligt. En ny dag, en ny udsigt. Lige nu er vandet i oprør. Træerne langs vandet er i efterårshumør. Det er jeg egentlig også.
Min telefon ringer. Det er min bedste veninde, der stadig bor i københavnsområdet. Snakken kommer hurtigt i gang, og alt er tilsyneladende som i gamle dage, som dengang vi næsten så hinanden hver dag. Hun vil vide, hvordan det går. Jeg fortæller om mit arbejde i Hjemmeværnet, om mine politiske aktiviteter som konservativ spidskandidat, om mine blogs hér og i radioen, om mine udskejelser i fitnesscenteret.
”Okay, så keder du dig altså ikke?”, spørger hun.
Keder mig? Nej, tværtimod. Man kan da ikke kede sig på Lolland-Falster.
Jeg hører lidt om hendes studie og får al sladderen fra min gamle omgangskreds, inden vi lægger røret på med løftet om, at nu må vi altså snart ses. Jeg kigger ud på de vilde bølger.
Jeg bliver rastløs og går lidt forvildet rundt i min lejlighed, før det går op for mig, hvad snakken med min veninde egentlig handlede om. Den handlede om et sammenstød mellem to kulturer, hvor vi var placeret med et ben i hver sin lejr. Hun med et ben i storbyens moderne, forjagede kultur. Jeg med et ben i ”udkantens” mere langsommere og mere fællesskabsorienterede kultur.
Generelt er det moderne det toneangivende i vores samfund, og min veninde gav udtryk for alt det rigtige: At vi hele tiden skal udvikle os. At vi hele tiden skal vise, at vi har travlt med tusindvis af planlagte aftaler. At vi hele tiden skal være på vej videre – også selvom vi ikke ved, hvor vi er på vej hen. Det moderne menneske har fødder – det kan bevæge sig, være fleksibelt og skal være klart til at opgive alt i udviklingens hellige navn.
Men i guldkanten er vores kultur anderledes. Hér hersker en hverdagsmentalitet, hvor det handler om at værne om hverdagens værdier. Nærheden og åbenheden i den spontane samtale med den ukendte, man møder, når man går sig en tur. Fællesskabet i foreningslivet eller i fitnesscenteret. Dét at dyrke, at tiden kan – og godt må – stå stille, når man nyder naturen. I guldkanten har vi rødder, som man planter i et fællesskab, som man står til ansvar for på godt og ondt.
Det er det, #minguldkant handler om. Det kommende kommunalvalg bliver det vigtigste for vores fremtid. Vi skal bevare vores kultur og fællesskab, åbenheden mellem mennesker. Og samtidig skal vi forandre os, følge bedre med den økonomiske udvikling, så der kan blive skabt mere velstand i vores lokalsamfund.
Vi skal gå fra at være en ”udkant” til at være en ”guldkant”. Lolland-Falster skal være et sted, hvor virksomhederne vækster; hvor den grønne energi spirer; hvor børn og unge bliver beriget med brugbar viden; hvor handicappede og socialt udsatte får de bedste muligheder for at mestre eget liv; hvor ældre behandles med værdighed.
Kære læser, det kræver reformer at blive en guldkant. Der skal skabes velstand for, at der kan blive råd til velfærd. I mine kommende indlæg vil jeg fortælle dig mere om mine konkrete initiativer for, at Lolland-Falster kan blive en rigtig guldkant.
Det er ved at blive mørkt udenfor. Min te er blevet kold. Jeg fornemmer, at stormen har lagt sig, for bølgerne er ved at blive mindre. Endnu et nyt guldkantsmaleri fra min vindueskarm. Lige nu er jeg meget godt tilfreds - men jeg ved også, at vi kan gøre det bedre!
Du kan læse mere om mine mærkesager på min hjemmeside www.louiselindhagen.dk.
Du kan også følge med på Facebook: https://www.facebook.com/louiselindhagen/
Husk at bruge #Minguldkant på de sociale medier.