Det er ligesom et godt middagsselskab på byens førende restaurant. Alle har spist og drukket godt, og det har været en god aften, hvor de fleste har moret sig. Men der er altid en regning, der skal betales ved udgangen – og det er som om alle har sneget sig ud af bagdøren og har efterladt en stor ubetalt regning ved kassen.
Hvem tager regningen?
Finansministeriet kunne mandag offentliggøre nogle meget tankevækkende tal over hvor mange, der er i arbejde, og hvor mange der er på en eller anden form for offentlig forsørgelse. Tallene afslører et billede, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de erhvervsaktive. Altså dem der er tilbage.
Der er således nu over to millioner herhjemme over 15 år, som modtager førtidspension, efterløn, dagpenge, kontanthjælp, folkepension eller andre offentlige ydelser. Der har tilmed været en historisk stor stigning på hele 200.000 i antallet af offentligt forsørgede over de sidste fire år.
Baggrunden for det store antal på overførselsindkomst er dels den økonomiske krise og dels den aldring af befolkningen, som alle har snakket om i årtier. Antallet af folkepensionister over 65 år vokser således med 30.000 til 40.000 – årligt – for tiden.
De 2.049.000 personer, som nu er på overførselsindkomst, svarer til 37 procent af befolkningen. Hvis vi lægger de tæt ved én million unge under 15 år til, er der lige nu så mange som 3.042.000, der er uden for arbejdsmarkedet, hvilket er over halvdelen af befolkningen - præcis 54 procent.
Det er nu et faktum, at der er flere på offentlig forsørgelse end der er til at forsørge dem. Hvem skal betale regningen? Efterlønnen har været diskuteret meget, og det er godt, at der er sat en prop i den mulighed. Prognoserne viser allerede, at antallet af nye efterlønnere er for stærkt nedadgående i de kommende år.
Men hvad med resten af regningen for velfærdsfesten? Lusker vi alle ud af bagdøren og lader sidste mand betale? Regningen er gigantisk: 40 øre af hver eneste krone, der kræves op i skatter og afgifter herhjemme, bliver brugt til passiv forsørgelse af Danmarks borgere.
Eller er vi parate til i fællesskab at betale regningen gennem omfattende og meget nødvendige reformer af velfærdssamfundet? Svaret er nødt til at være ja. Alt andet er uoverskueligt.