Hvem taler usandt?

"Ingen kommentarer”. “Nu må vi se fremad”.

Ingen politikere eller embedsfolk vil svare på den stribe af spørgsmål, der har rejst sig i kølvandet på den såkaldte “Nordea-sag”. Det mest centrale spørgsmål er: Hvem taler usandt? Folketidende har gennem den seneste tid kunne fortælle en anden version af handlingsforløbet end der hidtidigt har været fremme.

Centralt står spørgsmålet om, hvorvidt social- og sundhedschefen orienterede direktion og socialudvalg om TV2s arbejde med et nyhedsindslag om Nordeas planer om at droppe kassebetjeningen af bankens psykisk udviklingshæmmede kunder? - Nej, har det hidtil lydt fra kommunens øverste ledelse, - vi var ikke på forhånd orienteret om sagen.

Men både direktion og socialudvalg var orienteret om indslaget, inden det blev sendt. Det var de via en information sendt af social- og sundhedschefen.

Der er altså noget, der ikke stemmer. Direktionen har efter alt at dømme givet misvisende oplysninger til byrådet i sagen. Oplysningerne stemmer i al fald ikke overens med den skriftlige korrespondance, som Folketidende er i besiddelse af. Hvem har givet forkerte oplysninger til byrådet - og hvorfor det?

Muren af tavshed er påfaldende. Hvorfor vil ingen sige noget om en sag, der bare ikke vil dø? Fordi den rækker helt ind i kommunens øverste ledelse. Borgerne har krav på en forklaring, og vi trænger til, at alle kort bliver lagt på bordet.

Sagen bliver heller ikke bedre af, at borgmesteren kræver, at vi udleverer navne på vores kilder i sagen. Det gør Folketidende ikke og vil aldrig nogensinde gøre det.

Det er et fundamentalt princip, at pressen er omfattet af kildebeskyttelse. Det er slået fast i Retsplejelovens paragraf 172, og efterfølgende ved en lang række afgørelser ved domstolene. Kildebeskyttelsen har primært til formål at styrke den enkelte borgers mulighed for at bruge ytringsfriheden. Nogle kilder frygter sanktioner, for eksempel at miste arbejdet, hvis de står frem. Kildebeskyttelsen betyder blandt andet, at oplysninger om ”varme emner” hos myndigheder og virksomheder kan komme frem, selv om ledelsen ikke ønsker det.

Sådan er det i Nordea-sagen, hvor de involverede oplever, at de risikerer deres job, hvis de går til pressen. Derfor beskytter Folketidende sine kilder i vores arbejde på at få sandheden frem og finde svaret på spørgsmålet “hvem taler usandt?”