Klokken slår 18.30. Det er nyhedstid. Det, der ikke lige er blevet fanget i smartphonens nyhedsstrøm i løbet af dagen, bliver nu præsenteret på tv-skærmens sølvfad og fordøjet sammen med aftensmaden. Luften i stuen simrer af både spænding og trivialitet.
Tv-nyhederne er blevet en føljeton, en serie, hvor man efterhånden kender alle skuespillerne, der hver aften er ude på et nyt eventyr et eller andet sted i verden omkring os. Tv-nyhedsserien er, som en tv-serie helst skal være: Der er en smule trivialitet, tilsat et dramatisk krydderi af forskellig styrke afhængig af dagen, og som prikken over i’et en smule humor, der får tv-seerne til at trække på smilebåndet.
De fleste indslag har eller rundes af med en politisk vinkel. Hvad vil politikerne gøre ved sagen? Så giver nyhedsværten politikeren taletid. Politikeren improviserer og skal økonomisere sin taletid, udbrede sit budskab og vinde vælgernes hjerte på et splitsekund, inden der klippes til næste indslag. ”Over and out”.
Jeg har tidligere beskrevet en del af det demokratiske skred for dig, kære læser, hvor politik er kommet til at handle mere om (se)x-faktor end om de gode løsninger for vores samfund. Det stiller krav til politikernes måde at kommunikere på. Hovedet på sømmet skal rammes hver eneste gang. Budskabet skal hurtigt ud, inden nyhedsredaktionen klipper til næste indslag, eller tekniske problemer sætter taletiden på pause.
Dagens nyheder er camoufleret som en sæbeopera i bedste sendetid. De skaber rammerne for den korte, slagkraftige og overfladiske kommunikation fra politikerne. Men hvordan oplever journalisterne selv forholdet mellem politikere og vælgere, hvor de selv er kanal?
Svaret på det spørgsmål kom til mig, da jeg faldt over et interview med nyhedsværten Jens Gaardbo, hvor han meget klart beskriver indholdet i den politiske føljeton:
”Der var jo engang, da politik handlede om at regere landet. I dag handler politik om at trænge modstanderen tilbage. Det er som i amerikansk fodbold, hvor man under umådelige anstrengelser skubber fjenden to meter tilbage, for sekundet efter selv at miste en meter. Og imens sidder tilskuerne og spiser hotdogs og råber ukvemsord.”
Jens Gaardbo giver ikke kun politikerne og vælgerne skylden for denne tilstand. Han peger også på journalisterne selv, der ikke formår at stille gode nok spørgsmål til politikerne. Oprigtighed er noget, som Jens Gaardbo efterlyser, og han savner samtidig politikere, der vil kommunikere værdier, der skal bære vores samfund.
Ak ja, kære læser, politik på tv – og særligt i nyhederne – er blevet så fikseret på den enkelte sag, at man helt har glemt den store helhed. Skandalehistorier og breaking news skygger for, at politikerne kan fortælle om deres visioner for vores samfund. I stedet for at være samfundets ingeniører og byggemænd udøver de brandslukning i tv-tiden for øjnene af tv-seerne.
Seerne i den politiske føljeton er også med til at fremme den tv-kultur, hvor den hurtige bemærkning vejer tungere end den dybe og/eller visionære indsigt. Seerne vil underholdes, more sig og forarges i den bedste sendetid. Nyhederne skal helst ikke være for tunge, for så zapper de bare videre til reality-programmet hos den kapitaliserede konkurrent. Mens seerne venter på tv-seriens næste afsnit, skriver de hadebeskeder og trusler til politikere eller de politiske modstandere på sociale medier. Man gider ikke rigtigt at bruge tiden på at sætte sig ind i argumenterne hos de politiske modstandere, for det kunne jo være farligt at se sagen fra flere sider eller udvise forståelse.
Jeg ved godt, kære læser, at du selvfølgelig ikke er sådan, men alligevel synes jeg, at vi sammen skal træde et skridt tilbage fra den negative spiral. Den spiral, hvor vi som tv-seere fodres med hurtige nyheder uden andet indhold end at puste til ilden, dumsmarte politiske bemærkninger uden andet indhold end brandslukning, og hadefuld respons balancerende på brandens gløder. Jeg mener, at vi kun kan gøre det på én måde: Ved at give os selv tiden til at lytte og tænke. Ved at være kritiske og spørge hvorfor – uanset om vi er enige eller ej. Og til sidst, skal vi så overveje det store perspektiv, for hvad er det for et samfund, vi gerne vil give videre til den næste generation?
Jeg ved også godt, at det sikkert er en stor mundfuld at sluge over aftensmaden, men alligevel vil jeg bede dig om at tænke over det, når du ser nyheder næste gang. Jeg gider ikke flere hotdogs og ukvemsord, så jeg er zappet over på et andet program. Et program, der afhængig af dagen enten består af dybe samtaler med min familie eller avislæsning. Det giver trods alt mere mening, mere dybde og flere visioner for mig end sæbeoperaen i nyhederne.