Der har været tekniske problemer på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter, torsdag morgen.
Problemerne bestod i, at brugerne godt nok kunne lave egne opslag, men de kunne ikke se andres.
Ifølge fejlrapporteringssiden Downdetector opstod problemerne omkring 6.30 dansk tid, hvor de første fejl blev indberettet.
Et kvarter senere havde mere end 70.000 brugere indberettet, at de havde oplevet tekniske problemer.
Efter en time så problemerne imidlertid ud til at være løst igen, og brugerne kunne igen se andres opslag i deres feed.
Twitter har indtil videre ikke kommenteret udfaldet, herunder årsagen.
/ritzau/