På Dansk Industri Lolland-Falsters årlige erhvervstræf 2012 skal medlemmerne inspireres til at turde mere
Lolland-Falsters erhvervsliv skal ud af offerrollen og finde vindermentaliteten frem.
Sådan lyder det fra Dansk Industri Lolland-Falster forud for dagens erhvervstræf 2012 på Fuglsang Herregård i Toreby.
Her vil den lokale afdeling af Dansk Industri forsøge at inspirere de lokale virksomheder til at følge de gode idéer.
-Vi har inviteret nogle foredragsholdere, der har haft succes med at drive virksomheder andre steder. De vil fortælle hvilken opskrift, de har benyttet sig af, siger Allan H. Schmidt, der er formand for Dansk Industri Lolland-Falster.
-Vi hører mange gange om, at der er folk, der ligger inde med gode idéer, som man kunne bruge erhvervsmæssigt, men de kommer ikke rigtigt ud af skufferne. Det er det, vi gerne vil prøve at opfordre til, siger han.
Erhvervstræffet bliver dog ikke ren selvtillidstræning. Blandt oplæggene finder man blandt andre direktør fra den liberale tænketank Cepos. Han stiller spørgsmålet, om man overhovedet skal forsøge at forhindre, at virksomheder flytter fra udkantsområder til mere produktive byer. Det sker i en debat med Guldborgsunds borgmester, John Brædder.