Lokale folketingsmedlemmer, jobcenter, fagforeninger og erhvervsfolk går sammen.
- Situationen er afgjort alvorlig. Derfor må vi se væk fra partifarver og gøre fælles sag.
Sådan siger folketingsmedlem Henrik Høegh, der har taget initiativ til et lokalt såkaldt "netværk for arbejdsmarked og beskæftigelse", som det formelle navn er.
Meningen er, at deltagerne her - uformelt - kan holde tæt kontakt om det fælles mål: At gøre en indsats mod den stigende arbejdsløshed på Lolland-Falster.
Alle lokale folketingsmedlemmer er med: Flemming Bonne, Lennart Damsbo-Andersen, René Christensen og Vibeke Grave samt altså Henrik Høegh.
Men derudover er der også både jobcenter-repræsentanter samt fagforeningsformænd og lokale erhvervsfolk ved bordet, når netværket på mandag sætter sig sammen første gang. Det sker på Schillers Maskinfabrik i Nykøbing med DI-formand Allan Holstener Schmidt som vært.