Jyske boligejere er kommet langt mere helskindet gennem krisen, og den udvikling fortsætter, vurderer Realkredit Danmark.
Jydernes boligformuer er skrumpet langt mindre end i hovedstadsområdet, og de jyske boligejere kan glæde sig over, at den udvikling fortsætter.
Sådan lyder forudsigelsen fra Realkredit Danmark i en ny prognose for udviklingen i boligpriserne frem til udgangen af 2010.
Mens en 140 kvadratmeter bolig i hovedstaden vil være 1.287.000 kroner mindre værd ved udgangen af 2010 i forhold til 2008, vil den typiske nordjyske boligejer blot miste 93.000 kroner i boligværdi i samme periode.
I analysen vurderer Realkredit Danmark også, at boligmarkedet har lagt det værste bag sig.
- På landsplan ser vi skønsmæssigt et fald på yderligere fem procent fra det nuværende niveau frem til 2010, men der er væsentlige regionale forskelle i boligprognosen. Stiger renter og ledighed mere, end vi lægger op til i vores prognose, vil faldet i huspriserne blive mere langvarigt og dybt, konkluderer realkreditinstituttet.
/ritzau/