Verdens største containerrederi, det A.P. Møller-Mærsk-ejede Maersk Line skærper sin etiske profil og får ros af Greenpeace.
Maersk Line vil ikke sejle med ulovligt fangede fisk eller truede fiskearter. Det er et led i en ny skærpet etisk profil, at Mærsk-kunder vil få nej, hvis de vil have fragtet den type af varer.
Det skriver Berlingske Business.
En række af verdens fiskearter er truet af overfiskning, og Maersk Line får ros for sin nye etiske linje af den internationale miljøorganisation Greenpeace.
- Det er yderst glædelig, at et globalt selskab som Mærsk nu tager medansvar for at stoppe overudnyttelse af verdens fiskearter, siger Greenpeace-talsmanden Truls Gulowsen til Business.
Maersk Line står for 20 procent af den samlede globale transport af fisk og skaldyr.
Maersk Lines øverste chef for transport af seafood, David Pawlan siger, at rederiet respekterer og anerkender den globale frygt for overfiskning.
- Vi er netop nu ved at afslutte vores samlede politik på området for transport af seafood og en af de nærmeste dage vil vi udvide den liste med fiskearter, som vi ikke vil transportere, siger David Pawlan til Business.
/ritzau/