Strejken rykker nu ind på posthusene. Postbudene i Valby og i Kastrup har nedlagt arbejdet.
Efter en række faglige møder torsdag morgen på postkontorer i Københavnsområdet har postbudene på posthusene i Valby og i Kastrup valgt at nedlægge arbejdet.
Det oplyser LPSF, Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund.
På posthuset i Valby er de ansatte utilfredse med flere tiltag fra regeringens side.
- Nu er det nok. Først halverede de dagpengeperioden, derefter forringede de mulighederne for efteruddannelse og opkvalificering, og som en ekstra lussing er vi blevet pålagt en fagforeningsskat, skriver de ansatte i en udtalelse.
Den seneste plan med at afskaffe efterlønnen får nu postarbejderne til at sige stop.
- Årsagen til strejkerne er protester imod regeringens politik - senest forslaget om at fjerne efterlønnen, skriver de.
Post Danmark oplyser, at strejken betyder, at der ikke vil blive uddelt breve de to steder.
- Vi er kede af denne overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og vi vil gøre vores yderste for at minimere de gener, som arbejdsnedlæggelsen påfører kunderne, siger Hans Erik Nielsen, chef for Personale i Post Danmark.
/ritzau/