Eks-redaktør ved finansblad må fire måneder i fængsel i sag om anbefaling af aktier, som han også handlede.
En tidligere redaktør for magasinet Penge & Privatøkonomi skal fire måneder i fængsel for kursmanipulation.
Det har Østre Landsret fastslået i en ny dom, der stadfæster den tidligere afgørelse fra byretten.
Skribenten, Claus Forrai, skrev til magasinet og dets hjemmeside og anbefalede her køb af aktier i bestemte selskaber. Forinden købte han selv aktier i selskaberne, der blev anbefalet til læserne som en god investering på langt sigt.
Senere solgte han typisk aktierne igen, og de var i mellemtiden ofte steget i værdi. Samlet gav det en betydelig fortjeneste til skribenten.
Det blev oplyst i artiklerne, at Claus Forrai ejede aktier i de selskaber, han skrev om. Men landsretten har skullet vurdere, om det var oplyst i tilstrækkelig grad.
Her fandt retten, at det var utilstrækkeligt blot at skrive, at man "ejer aktier" i selskaberne, når man samtidig systematisk og i stort omfang har købt og solgt aktier i nær sammenhæng med udgivelsen af artiklerne.
Dermed fik læserne af magasinet ikke et klart billede af den konkrete interessekonflikt, som skribenten havde bragt sig i.
Ud over fængselsdommen får Claus Forrai også konfiskeret en million kroner.
/ritzau/