Besparelser og nye aktiviteter og indtægter afgørende for Scandlines-fremtid, siger koncernchef.
Gæld hviler tungt på Scandlines. Renteudgifterne på den milliard-gæld, som rederiets nye ejere har efter købet af det dengang statsejede rederi i august 2007, er - udover fald i trafikken - stærkt medvirkende til, at det er blevet nødvendigt med en omfattende rationaliseringsplan.
De første oplysninger fra rederiet om resultatet af 2008 fortæller om et driftsresultat på 139 millioner euro - før renter, skat og afskrivninger.
- Et af de bedste resultater i Scandlines-gruppens tiårige historie. Alligevel er årsresultatet ikke tilfredsstillende, konstaterer koncernchef i Scandlines Michael F. Hassing i en kommentar til den foreløbige årsberetning.
Det endelige koncernregnskab kommer først senere. Forklaringen på utilfredsheden følger: Efter afskrivninger på materiel (36 millioner euro), på goodwill (50 millioner euro) - og ikke mindst renteomkostninger på 71 millioner euro (over en halv milliard kroner) ender man med et resultat efter skat på minus 20 millioner euro. (Cirka 150 millioner kroner).
Det er det facit, som har sat fart i den rationaliseringsplan, der i går også udløste en fyringsrunde på ruterne fra Gedser og Rødbyhavn.