Annonce
Erhverv

Sommerhussalget i kraftig stigning

Priserne på sommerhuse på Lolland-Falster er steget med op mod 10 procent det seneste år, vurderer lokale ejendomsmæglere. Foto: Arkiv

På Lolland-Falster er der solgt markant flere sommerhuse i 2019 i forhold til 2016.

Odsherred, Gribskov, Ringkøbing-Skjern og Varde.

Det er de kommuner, der plejer at pryde toppen af listerne over sommerhussalg i Danmark, og som også gør det i 2019.

Men de seneste år er der sket en udvikling, der har fået flere nye sommerhusområder til at vokse frem. For da grænsen for realkreditbelåning i 2017 blev hævet fra 60 til 75 procent, fik sommerhussalget et gevaldigt boost.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden.

- I 2019 var der for første gang i 2010'erne mere end 10.000 sommerhushandler, og det siger sig selv, at ikke alle købere kan få sommerhus i de traditionelle sommerhusområder. Derfor ser vi nu, at de mange handler også øger salget i andre områder, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer.

- Pointen er, at en langt større del af landet er med på sommerhustrenden nu, end den var for år tilbage. Og hvis vi alene ser på salget i januar, er de mange handler en indikation på, at sommerhussalget i år vil sprede sig endnu mere ud over landet, siger Birgit Daetz.

Tendensen er klar. Det er populært at købe et sommerhus, og derfor er der også sket en stigning i priserne og et fald i både salgstid og nedslag.

- I kraft af den øgede kamp om sommerhusene, der følger af at der er mange købere og et lavere udbud, er prisen på sommerhuse i Danmark nu 10 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. Den prisudvikling varierer fra område til område, og derfor er der ofte også økonomisk ræson i at rykke til et lidt mindre eksponeret sommerhusområde. Det er bare en god historie for sommerhusdanmark, at salget i disse år bliver spredt ud på flere kommuner, siger Birgit Daetz.

Stor stigning på LF

På listen over flest sommerhushandler i 2019 befinder Guldborgsund Kommune sig som nummer seks med 404 handler.

Til sammenligning blev der handlet 229 sommerhuse i 2016.

I Lolland Kommune er antallet af sommerhushandler mere end fordoblet i 2019 i forhold til 2016.

Her blev der handlet 243 sommerhuse i 2019 mod 118 i 2016. Dermed er Lolland Kommune på en 13. plads på listen over kommuner i Danmark med flest solgte sommerhuse i 2019.

Og det er en tendens som de lokale ejendomsmæglere har mærket.

- 2019 har været det bedste år i mange år for os med stor efterspørgsel, lyder det fra ejendomsmægler Jørgen Danielsen, Home-mæglerne på Lolland-Falster.

Han nævner flere faktorer, der gør sig gældende som årsager til de markant flere sommerhushandler lokalt.

- Det betyder meget, at den skattefri grænse for udlejning er steget til 41.800 kroner, og at grænsen for realkreditbelåningen er hævet til 75 procent, forklarer han.

Oveni er der flere banker, der barsler med negative renter.

- Med det meget lave renteniveau på realkreditlån og negative renter på store indlån, så er der flere der vurderer, at det bedre kan betale sig at investere i et sommerhus, forklarer han.

Derudover er der også trends i rejsemønstre, der har en effekt på sommerhussalget, vurderer Jørgen Danielsen.

- Det er stadig for mange attraktivt at rejse. Men flere forbrugere bliver også mere klimabevidste i forhold til flyrejser. Hvis man så investerer i et sommerhus, så vælger man måske også flere ferier i nærområdet, vurderer han og tilføjer.

- En anden ukendt faktor, der kan få betydning i 2020 er også udviklingen i Corona-virus. Nu kan vi se, at Norditalien er ramt. Hvis det er noget, der breder sig yderligere, så kan det også være, at flere vælger at holde ferie hjemme af frygt for at blive smittet, siger Jørgen Danielsen.

Han vurderer, at prisstigningerne det seneste år på sommerhuse på Lolland-Falster tenderer tallene på landsplan - altså cirka 10 procent.

- Der er en stor efterspørgsel på sommerhuse, og det er efterhånden meget få sommerhuse, der bliver solgt med afslag i pris, siger han.

Jørgen Danielsen forventer, at tendensen fortsætter i 2020.

- Vi kan se, at vi er lagt rigtigt godt fra land i januar og februar, så jeg tror på, at også 2020 bliver et godt år på sommerhusmarkedet lokalt, slår Jørgen Danielsen fast.

Top 15 over kommuner med fleste sommerhushandler i 2019:

Kommune Antal solgte i 2016 Antal solgte i 2019
Odsherred 743 1.031
Gribskov 595 741
Ringkøbing-Skjern 360 603
Varde 297 463
Syddjurs 299 453
Guldborgsund 229 404
Jammerbugt 256 373
Halsnæs 298 365
Kalundborg 227 348
Frederikssund 243 311
Bornholm 215 261
Aalborg 207 246
Lolland 118 243
Hjørring 186 226
Vordingborg 166 217

Kilde: Boligsiden

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fald i udbud

Også Dennis Frederiksen, Danbolig på Lolland-Falster, bekræfter de positive tendenser på det lokale sommerhusmarked.

- 2019 har været rigtigt fint, og vi kan også mærke, at der er begyndt at blive efterspørgsel på alle typer sommerhuse - også i yderområderne af sommerhusområderne, fortæller Dennis Frederiksen.

Hans vurdering er, at efterspørgslen på sommerhuse de senere år har været så stor, at udbuddet er halveret indenfor de senere år.

- Vores største udfordring er faktisk at få varer på hylderne. Det kan køberne også mærke, og derfor slår de til hurtigere end vi har set tidligere, fortæller Dennis Frederiksen, der vurderer, at en stor del af sommerhussalget i Lolland Kommune er båret af Lalandia-husene.

- Feriehusene ved Lalandia er der ofte stor efterspørgsel på i opgangstider, siger han.

Dennis Frederiksen vurderer også, at prisstigningerne på sommerhuse på Lolland-Falster generelt er steget med cirka 10 procent det seneste år.

- Der er mange faktorer, der trækker det lokale sommerhusmarked i den rigtige retning i øjeblikket. Både hvad angår de økonomiske incitamenter, men også i forhold til terrortrusler og andet ude i verden, der gør, at flere foretrækker ferie i nærområdet, siger han.

  • Priserne på sommerhuse på Lolland-Falster er steget med op mod 10 procent det seneste år, vurderer lokale ejendomsmæglere. Foto: Arkiv
Annonce
Guldborgsund

René fordobler overskuddet

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Millionfremgang hos lokal brugs

Dølle

Kæmpe p-kaos på Dølle: - Har aldrig oplevet noget lignende

Dølle

Lørdag på Dølle: Fra Keld og Hilda til Daze

Dølle

Masser af mennesker og traktortræk

Guldborgsund

Præst til rørt familie: - Han kan stadig være jeres forbillede

Dølle

Politiets status: Masseslagsmål og trusler på Dølle

Dølle

Bikerpiger og "bøndernes dødsdruk": Se billederne fra årets Damefrokost

Dølle

Siden 1980: Preben har aldrig misset et eneste Dølle

Dølle

Timelang kø: Nu har Dølle truffet en beslutning

Dølle

Ørkenens døtre og Mario Sisters glæder sig: - Vi har varmet lidt op hjemmefra

Sport

Claus Jensen rørt efter sejr: - Spillerne fortjener det så meget

Dølle

Nu er den væk: Hvad betyder det for Dølle?

Dølle

Nu ryster Dølle igen: 1600 damer går fest-amok!

Dølle

Den nye Dølle-pølse: Hvad siger markedsgæsterne?

Dølle

Musikken sætter gang i festen: - Vi kommer fra Døllefjelde-Musse ...

Annonce
Annonce
Dølle

Ødelæggende vejr skaber problemer: Dølle kæmper for farbart marked

Guldborgsund

Mark O. Madsen overrasker: Går ind i politik

Lokal nyt

Regionsråds-politiker bryder med sit parti

112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

Sport

Kunne ikke se sig selv fortsætte: Stopper efter træneruro

Indland

Rusland advarer Danmark: Det vil blive gengældt

Sport

Reddet fra konkurs - klar til kamp mod Nykøbing