Udrensningen fortsætter i DSB med afskedigelse af yderligere to direktører i DSBFirst.
Udrensningen i DSB fortsætter. DR Nyheder erfarer, at yderligere to topchefer i DSBFirst netop er blevet fyret.
Dermed har otte højtplacerede DSB-folk forladt statsbanerne, siden skandalen om DSBFirsts økonomiske roderi begyndte at rulle den 17. marts.
Ifølge DR Nyheders oplysninger er økonomidirektør i DSBFirst Lars Peter Madsen netop blevet fyret. Det samme er den tekniske direktør Jan Rosenfeldt.
Forleden blev den administrerende direktør i DSBFirst, Karsten Røn Andersen, fyret, efter at han selv havde skrevet en fyreseddel til sin kommercielle direktør Jan Wildau.
Flere undersøgelser er sat i gang for at afdække den elendige økonomi i DSBFirst og de problematiske samhandler mellem DSB og DSBFirst, som, kammeradvokaten mener, dækker over skjult statsstøtte, skriver DR Nyheder.
/ritzau/