De seneste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen er trukket - og alt peger nu på, at danskerne samlet fik efterløn udbetalt for 26,6 milliarder kroner.
Det fortæller chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Frederik I. Pedersen.
- Det er så tæt, vi lige nu kommer på det endelige tal. Der kan komme små korrektioner - men alt tyder på, at det er der, vi lander, siger han.
Der er blevet udbetalt 9,1 milliarder kroner flere efterlønspenge end, hvad der var forventet, inden udbetalingen gik i gang.
Også regeringen er blevet taget med bukserne nede, da der er blevet trukket 2,6 milliarder mere ud, end man i regnede med i august i Økonomisk Redegørelse.
Og udbetalingen af efterlønspengene fik en markant slutspurt vurderer Frederik I. Pedersen.
- Mens der i både juli og august blev udbetalt omkring 1,3 milliarder, så landede september på 3,2 milliarder. Alene de sidste dage ind i oktober viser en yderligere udbetaling på godt en milliard, siger Frederik I. Pedersen.
Men hvor politikere og økonomer regnede med, at en del af efterlønsudbetalingerne ville blive omsat til forbrug, har danskerne holdt igen med at bruge løs.
- Pengene i første omgang er blevet sat ind på bankbogen, som bugner i høj grad i øjeblikket, siger Frederik I. Pedersen og fortsætter:
- Men vi håber selvfølgelig, at nogle af de her penge vil komme ud i omløb til gavn for den danske vækst, når de økonomiske udsigter bliver lidt bedre, siger analytikeren.
De seneste tal viser, at danskerne fra udgangen af marts til udgangen af august har sat endnu flere penge i banken og øget indlånene med 29,3 milliarder kroner. I samme periode er er lånene i pengeinstitutterne reduceret med godt 4,6 milliarder.
Danskerne har 734 milliarder kroner i pengeinstitutterne. Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit har 131.500 kroner på bankbogen.
/ritzau/