Hvis nogen i området omkring Nørre Alslev får tilbudt billige solbriller, skal man være på vagt.
Det oplyser politiet i sin døgnrapport, efter der blev stjålet 50 solbriller fra en butik i Nørre Alslev natten til tirsdag.
Ifølge politiet blev der klokken cirka 2.50 smadret en rude til en optikerforretning på Nørre Alslev Langgade.
Et vidne vågnede af larmen og så en ung mand på løbehjul drøne i retning mod SuperBrugsen. Den unge mand havde et stativ med solbriller med sig.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, som har oplysninger i sagen. Man kan ringe 114.