De to Biva-forretninger i Nykøbing og Nakskov skal sandsynligvis lukke, da kæden sammen med Tæppeland er gået konkurs.
De to kriseramte virksomheder Biva og Tæppeland må give op efter længere tids krise. De er nemlig netop nu på vej i konkurs. Medarbejderne i de enkelte butikker samt leverandørerne er blevet informeret om konkursen, skriver Ekstra Bladet.
Firmaernes banker risikerer ifølge avisen at tabe over 100 millioner kroner, mens leverandørerne i skrivende stund har omkring 110 millioner kroner i klemme.
- Der er desværre ingen anden vej. Rent praktisk er der sendt information ud til butikkerne, og det er advokatfirmaet Kromann-Reumert, der tager sig af det praktiske.
- Både ejerne heriblandt mig selv og banken er indforstået med, at en konkurs er den eneste løsning, siger Jørgen E. Jensen, der i sin tid skabte Tæppeland og også sidder i bestyrelsen for fusionen mellem Biva og tæppefirmaet, til Ekstra Bladet.
Biva har to forretninger på Lolland-Falster, en i Nykøbing og en i Nakskov.