Oscarakademiet i Los Angeles har offentliggjort en shortliste på 15 film, som er med i løbet om en oscarstatuette i kategorien Bedste Internationale Film.
Den danske oscarkomité fandt allerede sit bud på en oscarkandidat til Bedste Internationale Film 26. september. Det blev Nikolaj Arcels "Bastarden".
88 film fra hele verden har konkurreret om de 15 pladser på shortlisten, som "Bastarden" nu har scoret én af, meddeler oscarakademiet.
Det er fra denne shortliste, at de fem nomineringer til Bedste Internationale Film senere skal findes.
Nomineringsfasen har allerede været længe undervejs:
* Først frigav den danske oscarkomité en liste over tre film, som var med i opløbet om at blive Danmarks kandidat. Det skete 24. august.
* Valget faldt dernæst på "Bastarden" af Nikolaj Arcel med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Det blev offentliggjort 26. september.
* Ud over "Bastarden" havde komitéen udpeget "Når befrielsen kommer" af Anders Walter og dokumentarfilmen "Apolonia, Apolonia" af Lea Glob.
* 23. januar 2024 bliver oscarakademiets liste over nominerede film offentliggjort, herunder også de fem nomineringer i Bedste Internationale Film.
* 13. marts 2024 finder oscaruddelingen sted for 96. gang i Los Angeles i Californien.
* 11 gange er en dansk film blevet nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film, senest "Flugt" i 2022.
* Fire gange har en dansk film vundet en Oscar i samme kategori. Tidligere vindere er "Babettes Gæstebud", "Pelle Erobreren", "Hævnen" og senest "Druk" i 2021.
* I samme kategori som "Bastarden" er den islandske film "Vanskabt" blevet shortlistet. Den er instrueret af Hlynur Pálmason, og i hovedrollen ses danske Elliot Crosset Hove.
* Også i kategorien Bedste Dokumentar, hvor der er shortlistet 15 film, har Danmark en film med. Det drejer sig om "Apolonia, Apolonia" af Lea Glob. Tilmed er "Knight of Fortune", som er instrueret af Lasse Lyskjær Noer, shortlistet i kategorien Live-Action Kortfilm. Også her er der shortlistet 15 film.
Kilder: Det Danske Filminstitut og oscaruddelingens regelsæt
/ritzau/