Flere børn med en sjælden form for blodkræft overlever, efter behandlingen er blevet mere effektiv. Det viser ny undersøgelse.
Flere børn overlever den sjældne form for blodkræft, AML, fordi behandlingen er forbedret.
Det viser ny nordisk undersøgelse fra Århus Universitetshospital i Skejby.
- Hovedårsagen til, at flere børn med AML overlever er, at behandlingen er forbedret betydeligt. Vi har fået en mere intensiv behandling og bedre antibiotika, siger Læge og ph.d.-studerende Lene Mølgård Hansen.
Ændringer i kemoterapien har fået dødsantallet til at styrtdykke fra 29 procent til otte procent i perioden fra 1993 til 2003. Desuden rammes børnene sjældnere af infektioner under kemoterapien.
Men selvom behandlingen er blevet mere effektiv, har den dog fortsat nogle ulemper. Den hårde behandling giver nemlig flere bivirkninger, som otte procent af børnene dør af.
- Behandlingen er meget hård ved kroppen, det betyder, at mange stadig dør af bivirkninger. For at nedsætte det antal, skal der laves flere undersøgelser for at bestemme, hvilke børn der er hårdest ramt, siger Lene Mølgård Hansen.
Hun understreger, at en endnu bedre forebyggelse og behandling af infektionerne sandsynligvis vil kunne nedbringe antallet af dødsfald.
Undersøgelsen er lavet i et nordisk samarbejde, hvor 525 børn har deltaget.
I Danmark får fem børn hvert år diagnosticeret den sjældne blod-leukæmi. I hele Norden er det tredive nye børn hvert år.
/ritzau/