12-årige piger bliver i stor stil vaccineret mod livmorhalskræft. Men der er store regionale forskelle.
Langt de fleste forældre takker ja til tilbuddet om gratis at få deres 12-årige pigebørn vaccineret mod HPV-virus, som blandt andet kan give livmorhalskræft og kønsvorter.
Det viser en ny opgørelse fra Statens Serum Institut, efter at vaccinationen den 1. januar 2009 blev indført i det danske børnevaccinationsprogram som et tilbud til piger i 12-års-alderen født i 1996 eller senere.
Der skal gives tre vaccinationer inden for fire måneder, og i alt har 86 procent af piger født i 1996 eller 1997 fået den første vaccination, 81 til 84 procent den anden vaccination og 70 til 79 procent den tredje vaccination.
Tilslutningen til vaccinen varierer fra landsdel til landsdel.
Særligt markant er forskellen mellem Vestjylland og Københavnsområdet. Vestjylland ligger markant højere. Her har 86 procent af årgang 1996 fået alle tre vaccinationer, mens det kun er tilfældet for 71 procent af københavnerne.
Der har på det seneste været politiske diskussioner om, hvorvidt vaccinen også bør tilbydes til ældre piger. Venstre og Socialdemokraterne har for nylig meldt ud, at alle kvinder op til 26 år bør tilbydes HPV-vaccination.
I gennemsnit er 20,7 procent af de 16 til 19-årige kvinder vaccineret mod HPV, mens det samme gælder for 6,5 procent i alderen 20 til 26 år.
Samtidig har politikerne luftet muligheden for at tilbyde drenge vaccinen.
Udmeldingerne kommer efter, at vaccinens pris er faldet til en fjerdedel. Samtidig har undersøgelser vist, at vaccinen kan beskytte drenge mod penis- og analkræft.
/ritzau/