Danmark har ingen anden udvej end at få de problemtyngede IC4 tog til at køre, mener transportministeren.
Danmark hænger på de skandaleramte IC4-tog. Passagererne er afhængige af dem. De skal ud at køre igen, og det kan de også komme, når sikkerheden er i orden, mener transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Danmark har ingen mulighed for at slippe af togene og få pengene tilbage. Der er indgået en aftale mellem DSB, den tidligere regering og den italienske leverandør, påpeger ministeren.
- Danmark har påtaget sig forpligtelsen til at få de her IC4-tog til at køre. Så det løb er kørt, siger Henrik Dam Kristensen.
Hvornår de dårligt bremsende tog igen kan komme ind i køreplanen, vil han ikke gætte på.
- Vi har et skrigende behov for togene, siger han.
Ministeren hæfter sig ved, at en rapport for nogle uger siden konkluderede, at togene godt kan komme på skinner, hvis den rigtige indsats gøres og fejlene bliver rettet.
- Men at det bliver nemt, har jeg aldrig lovet, siger Henrik Dam Kristensen.
- Et internationalt anerkendt firmaet har sagt, at IC4 togene kan komme ud at køre under nogle givne forudsætninger. De forudsætninger skal DSB levere. Det både håber og tror jeg på, siger ministeren.
Der er heller ikke nogen vej uden om.
- Mig bekendt er der ikke andet materiel, som vi lige kan hente til Danmark. Det er meget svært at finde materiel til erstatning for IC4. Hvis vi ikke har IC4 togene, så har vi et alvorligt materielproblem, siger Henrik Dam Kristensen.
/ritzau/