Københavns Kommune slipper formentlig for at betale en regning på over 300 millioner kroner tilbage til staten
Arbejdsmarkedsstyrelsen er klar til eftergive størstedelen af et krav på 390 millioner kroner mod Københavns Kommune i en sag om aktivering. Kravet lyder nu på 65 millioner kroner.
Det fremgår af et brev fra styrelsen til Københavns Kommune om den såkaldte Farvergade-sag, som avisen Kommunen er kommet i besiddelse af.
Mens Arbejdsmarkedsstyrelsen er parat til at opgive en tilbagebetaling af 325 millioner kroner, så fastholder styrelsen fortsat, at kommunen skal betale de sidste 65 millioner kroner tilbage, skriver Kommunen
Striden mellem kommunen og staten tager udgangspunkt i et aktiveringsprojekt i Farvergade i hovedstaden.
Arbejdsmarkedsstyrelsen afgjorde i december 2010, at Københavns Kommune har fået 390 millioner kroner for meget i refusion fra staten i aktiveringsprojektet i løbet af 2008 og 2009.
Det skyldes, at kommunen har hjemtaget refusion fra staten på 65 procent af kontanthjælpen til de ledige i Farvergade-projektet.
Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen kræver den høje refusion, at de ledige møder op 25 timer om ugen, men de ledige i Farvergade-projektet skulle højst møde op halvanden time om ugen.
Københavns Kommune mener, at Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse er ugyldig. For det første er kommunen ikke enig i, at styrelsen kan stille krav om lediges fremmøde på et bestemt sted som betingelse for refusion.
For det andet peger kommunens advokater på, at Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse er i strid med en række grundlæggende retsprincipper.
/ritzau/