De danske køkkenskabe bliver invaderet af møl, og antallet af de små flyvere er steget de seneste år. De økologiske varer får skylden.
Inden for de seneste ti år er der blevet klækket flere og flere møl i de danske køkkenskabe. Det skriver FDB's magasin Samvirke.
Magasinet har foretaget en rundspørge blandt flere skadedyrsbekæmpere, der alle oplever et stigende antal henvendelser fra folk, der i deres køkkener ser, at både mel og kerner bliver levende. Nogle af skadedyrsbekæmperne vurderer, at stigningen af henvendelser om de små skadedyr løber op imod 50 procent inden for de seneste fem til ti år.
- Antallet af mølangreb stiger i takt med, at folk køber mere økologisk, siger Michael Hougaard fra Chrisal, der bekæmper skadedyr. Han fortæller desuden, at mange af deres kunder overvejer at lægge deres kost om, fordi de ikke kan overskue, at det blafrer med møl overalt, skriver bladet.
Skadedyrsbekæmpere tager mellem 1000 og 1400 kroner for at rydde et køkken for møl.
/ritzau/