Forsvaret vil ikke kommentere Thomas Rathsacks farvel til forsvaret. V-ordfører forstår ikke jægersoldaten.
Venstre forsvarspolitiske ordfører, Karsten Nonbo, forstår ikke Thomas Rathsacks beslutning om at forlade forsvaret, men han respekterer hans beslutning.
Fra forsvaret er kommentarerne yderst begrænsede.
- Vi beklager opsigelsen, men har i øvrigt ingen yderligere kommentarer, da det drejer sig om en personalesag, siger presseofficer Bodil Kofoed fra Forsvarskommandoen.
Karsten Nonbo siger, at Rathsack har fået en skriftlig advarsel - et gult kort.
- Det er en faglig vurdering, jeg ikke kan have nogen mening om. Da man afsluttede spørgsmålet om en straffesag, sagde jeg, at man skulle stikke piben ind og byde ham velkommen tilbage, siger Karsten Nonbo.
- Han er jo velkommen igen, og jeg synes, at han skulle spille videre med det gule kort, han har fået. Det ville jeg have gjort. Jeg har aldrig truet med at gå, men truet med at blive. Det synes jeg også han skulle have gjort, men det er nu hans private valg, siger Karsten Nonbo.
- Hvis kritikken gør det surt for ham at blive, så er det den rigtige beslutning. Men hvis det var mig, så ville jeg kunne genere dem (forsvaret, red.) ved at blive og bevise, at de har begået fejl, siger Nonbo.
/ritzau/