Der bliver brugt flere millioner kroner på landets sygehuse til avanceret teknologi, der skal forbedre kommunikation såvel som arbejdsgange. Senest har Region Sjælland og Region Hovedstaden investeret i en ny it-sundhedsplatform, der skal gøre det nemmere at samarbejde. Men nyuddannede sygeplejersker er slet ikke rustet til den nye teknik, skriver avisen Kommunen.
- Der er blevet investeret massivt i it på skoler og hospitaler, men der er ikke investeret tilsvarende i at uddanne de lærere og sygeplejersker, der skal implementere teknologien i deres daglige arbejdspraksis, siger Cathrine Hasse, der er professor på Aarhus Universitet og projektleder på et forskningsprojekt om sygeplejerskers og lærers teknologiforståelse, til Kommunen.
Cathrine Hasse peger blandt andet på registrering af medicin og velfærdsteknologi som områder, hvor den manglende teknologiske viden resulterer i store fejl.