En dansk soldat og en sundhedsfaglig medarbejder er såret af skud i Afghanistan, meddeler HOK.
En dansk soldat og en sundhedsfaglig medarbejder i Afghanistan blev lørdag formiddag såret af skud under en helikopterflyvning.
De har begge underrettet deres pårørende og har det efter omstændighederne godt, oplyser Hærens Operative Kommando, HOK.
Episoden skete umiddelbart efter, at helikopteren var lettet fra en patruljebase i Helmand-provinsen.
De sårede blev fløjet til felthospitalet i Camp Bastion, hvor de med det samme kom under behandling.
Forsvaret oplyser, at man endnu ikke har klarhed over de nærmere omstændigheder ved episoden.
- Vi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, siger Kim Grünberger, presseofficer i HOK.
Netop nu er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på besøg hos de danske tropper i Afghanistan.
Statsministeren befinder sig dog i landets hovedstad Kabul i øjeblikket og var altså ikke i nærheden af skudepisoden.
I alt har 42 danske soldater mistet livet i Afghanistan.
/ritzau/