Vinavler Jesper Rye Jensen har stor succes med at fremstille rødvin på sin vingård ved Karrebæksminde, hvor der er perfekte klimatiske betingelser til at dyrke vin.
Kan man lave god rødvin i Danmark? Ja, det kan man faktisk godt. På Vesterhavegården ved Karrebæksminde har Jesper Rye Jensen stor succes med at producere fyldige økologiske Amarone-inspirerede rødvine.
Han har modtaget flere udmærkelser ved Dansk Vinskue. I 2017 blev han bl.a. hædret med en guldmedalje for bedste danske rødvin, og han blev samtidig kåret til Danmarks bedste vingård. Han har også bl.a. modtaget en international sølvmedalje for den første rødvin, han producerede i 2013.
- Det er en anerkendelse af, at vi gør noget rigtigt, som almindelige mennesker godt kan lide. Og det giver mod på mere, fortæller Jesper, som godt kan lide udfordringer.
Han elsker at eksperimentere og prøve forskellige løsninger af for at skabe den bedst tænkelige rødvin. Derfor kastede han sig også over rødvinssorterne, da han i 2010 plantede de første vinstokke.
- Jeg tænkte, at hvis jeg begyndte med det sværeste og kunne lære at fremstille en god rødvin, så ville jeg også kunne producere hvidvin og rosévin. Og rødvin er jo det, danskerne bedst kan lide, siger han.
I dag er vingården blevet et efterspurgt oplevelsessted, hvor grupper tager på vinbesøg for at blive klogere på, hvordan man kan fremstille en god dansk rødvin. Samtidig kan de besøgende få smagsprøver og handle i gårdbutikken, hvor der er et efterhånden stort udvalg af mellem 20 og 30 forskellige hjemmelavede vine, der både tæller rødvin, hvidvin, rosévin, druebrændevin, cognac, og også æblemost og æble-is-vin fremstillet af æbler fra ejendommens plantage.
Varm brise fra havet
Jesper Rye Jensen arbejder til daglig i firmaet Rye Merc, som han selv har været med til at grundlægge. Firmaet sælger dekorationskunst som spejle, rammer, plakater osv. I 1999 overtog han en nedrivningsværdig gård på ejendommen og fik bygget en ny Vesterhavegård.
Han plantede for 15 år siden 2.000 æbletræer, da han som dreng var med sin morfar Aage Pedersen, der var frøhandler og dyrkede tulipanløg til bl.a. Gavnø, med rundt på gartnerier og i frugtplantager.
- Blomstrende æbletræer er noget af det mest vidunderlige. Men desværre døde halvdelen af træerne, da de ikke var hegnet ordentligt ind. Jeg tænkte derfor på, om man kunne erstatte de døde æbletræer med vinstokke, fortæller Jesper.
Han kontaktede derfor i 2010 Lars Holt fra Sydsjællands Vinavlerforening, som tog ud for at se på forholdene.
- Han sagde til mig, at 'du bor det bedste sted i Danmark til at dyrke vin', og så smagte jeg på hans vin, og så var jeg solgt, fortæller Jesper.
Vingården ligger kun 200-300 meter fra Smålandshavet, og det drager vinstokke og æbletræer gavn af i form af de varme briser fra havet, som giver en høj gennemsnitstemperatur. Samtidig får vingården læ af Karrebækstorp Skov. mod vest.
- Vesterhavegården er i år igen med i Åben Vingård, som foregår den 21. september kl. 12-17, hvor det er gratis at besøge gården og få en rundvisning.
- På dagen vil der være opsat et stort telt med vinbar, hvor alle gårdens vine kan købes i glas. Kongebryg-øl, Noers food truck, Pandekagevognen og Simply good Coffee vil også være til stede.
- Naturvejleder Helen Holm demonstrerer det vilde køkken med mad fra naturen i området, og flere lokale vinbønder vil være rundvisere og vejledere. Den lokale pianist Erik Kindtler leverer musik.
- Adressen er Vesterhavevej 204, 4736 Karrebæksminde
Stor interesse ved gårdbesøg
Jesper plantede 1.000 vinstokke til at begynde med.
- Jeg har altid været glad for rødvin, så jeg troede egentlig, at vi selv skulle hygge os med det og drikke det meste selv, men da vi producerede den første rødvin, var der meget mere, end vi selv kunne drikke, forklarer Jesper, som bor på Vesterhavegården med sin hustru Irina og to hjemmeboende børn, Anastasia og Marius, ud af i alt fem.
Et større arbejde gik derfor i gang med at indrette gårdbutik og blive økologisk certificeret.
Efter den første årgang rødvin var produceret, meldte Jesper gården til Åben Vingård.
- Jeg spurgte Lars Holt, hvad jeg kunne forvente, og han sagde, at det var godt, hvis der kom 100 mennesker. Men der kom 350 mennesker herud, som ville vide noget om økologisk vindyrkning i Danmark, fortæller Jesper.
Den store interesse for Vesterhavegårdens vinproduktion har givet lyst til at fortsætte, og de seneste år er plantagen udvidet flere gange, så den i dag tæller 8.000 vinstokke medregnet de nyeste plantede stiklinger eller i alt cirka to hektar.
Der produceres cirka 1.000 flasker rødvin om året, 1.000 flasker rosévin og 500 flasker æble-is-vin. Interessen ved Åben Vingård er også bare steget og steget, og sidste år mødte 600 mennesker frem for at høre om vindyrkning på Vesterhavegården.
Står selv for det hele
Jesper har det princip, at han selv vil stå for fremstillingen, så han har fravalgt en ønolog, som ofte hjælper til i processen med tørring, gæring og lagring af vinen. Han får dog rådgivning og sparring af sommelier Torben Steen Andersen.
Jesper har flere gange besøgt Valpolicella-distriktet i Italien, der er kendt for sine Amarone-vine, hvor han har været i marken hos den kendte vinmager Corte Lenguin, som han har lært en masse af.
I øjeblikket er Jesper ved at lave pergola i hele vinplantagen, så vinstokkene vokser op ad stolper og fortsætter i en bue hen over midtergangen, efter at forsøg i plantagen har vist positive resultater.
- Frosten er altid værst nede ved jorden og mindre jo højere, du kommer op. Derfor er det en fordel at have en pergola i forhold til nattefrosten. Derudover får du en mere tæt bladvæg, og bladene får mere sol, når de kommer højere op, og det er helt afgørende, da det ved hjælp af fotosyntese giver druerne mere smag og højere sukkerindhold, forklarer Jesper.
Inspiration fra Valpolicella
Af rødvinssorter bruger han Rondo, Bolero, Calandro, Leon Millot, Regent, Cabernet Cortis, Castel og Nero. Hvor de fleste vindyrkere i Danmark lader alle klaserne sidde på stokkene, plukker Jesper klaserne af, så der kun sidder en klase tilbage.
- Dermed opnår man en mere kraftfuld vin, da al smag og sukkerindhold bliver koncentreret i den ene klase på vinstokken, forklarer Jesper, som har præsteret en klase druer med en vægt på 950 gram.
Efter inspiration fra Corte Lenguin bruger Jesper en metode, hvor druerne tørres til de er helt tørre for vand.
- Jeg har indrettet et tørrerum, hvor druerne ligger i kasser på siv høstet fra vores egen strandkant, så druerne får mineraler og salte fra havet, fortæller Jesper.
Gærer med egetræsspåner
Druerne tørrer i cirka en måned og bagefter afstilkes og presses de, inden de er klar til gæring. Jesper bruger egetræsspåner af kernetræ fra egen skov, som puttes i ståltanken sammen med den pressede druemost, skaller, kerner og frugtkød.
- Det giver nogle smagsnuancer af bl.a. vanilje, nogle tanniner og farve til vinen, siger vinavleren.
Vinen gærer på skallerne i fire-fem uger, hvorefter vinen hældes over i egetræsfade i vinkælderen, hvor den skal modne mindst et år, før den er klar til at blive tappet.
Dobbelt op i år
I vinmarken benytter Jesper ukrudtsduge, og vinstokkene får en skovlfuld hønsemøg i løbet af foråret.
I år regner Jesper med at kunne høste dobbelt op, da 2.000 ekstra vinstokke nu er vokset sig så store, at der kan høstes fra dem. Derudover har han fået dispensation af Kystdirektoratet til at udvide med to ha over de kommende år på en strækning helt ned mod kysten.
- Når jeg går på pension om et par år, har jeg de her fantastiske omgivelser at gå rundt i, siger Jesper, som bruger næsten alle vågne timer på konsulentarbejde i sin virksomhed, som blev solgt sidste år, og på vinproduktionen på Vesterhavegården.
Sælger oplevelser
Vinene kan kun købes på Vesterhavegården, og det er helt bevidst.
- Jeg mener, at det er vigtigt, at man har set omgivelserne og stået i vinmarkerne, når man skal drikke en kvalitetsvin. Det er en del af oplevelsen, at man har stået der, hvor druerne er blevet til, fortæller Jesper.
Når besøgende er på rundvisning, kan de sidde ude i vinmarken under vinrankerne i pergolaen og nyde vinen.
- Folk siger, at det er en kæmpe oplevelse at sidde og nyde vinen i marken, og vi er da også et oplevelsescenter, som Jesper udtrykker det.
Faktisk er de besøgene på vingården så stor en succes, at Vesterhavegården er nummer tre over de bedst bedømte attraktioner i Danmark på Tripadvisor, hvor brugere selv går ind og giver karakterer og anmeldelser. Kun Nyhavn og Tivoli ligger bedre placeret end vingården ved Karrebæksminde.
- Ja, de lyder helt utroligt, og det er ikke engang os selv, der har oprettet os på Tripadvisor. Det er gæster, der har oprettet os som destination på siden, fortæller vinbonden.
Gæster fra udlandet
Blandt de besøgende er både virksomheder, sportsforeninger, familieudflugter, vinklubber og sågar polterabender. Og med den gode placering på Tripadvisor, er der også flere og flere turister og udenlandske vinkendere, der får øjnene op for Vesterhavegården.
- Vi har gæster fra det meste af verden, og forleden var der et hold franskmænd, som skulle se, om man nu kunne lave vin i Danmark, siger Jesper, som også er blevet leverandør til den thailandske prinsesse, som var på udkig efter økologisk vin.
- Hun er formand for Landbrugsministeriet i Thailand, og hun vil gerne have mig til Thailand for at lære dem at fremstille økologisk vin, men det ved jeg nu ikke, om jeg kan finde tid til, som han siger.
Kvalitet frem for alt
En flaske rødvin fra Vesterhavegården koster i gårdbutikken 400 kroner, og det skal ses som et udtryk for kvaliteten.
- Jeg vil hellere lave 1.000 flasker, der sparker røv, end flere flasker. Kvalitet er det vigtigste. Det, jeg bedst kan lide, er, at der er så mange udfordringer i at fremstille vin, så du virkelig bliver nødt til at sætte dig ind i det for at få et godt resultat. Og samtidig fremstille noget, som skaber glæde, siger Jesper og fortsætter:
- Folk har som regel ingen forventninger, men når de så smager vinen, får de et stort smil på læberne over, hvor god vin man kan lave i Danmark. Jeg har ikke et øjeblik fortrudt, jeg blev vinavler. Jeg har kun fortrudt, jeg ikke gik i gang noget før, slutter Jesper.
Du kan læse mere på www.vesterhavegaarden.dk