Et flertal af biskopperne i folkekirken siger fra over for landets politikere, når de drøfter afskaffelse af helligdage i forbindelse med trepartsforhandlingerne.
Den lokale biskop for Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, kalder overfor Kristeligt Dagblad helligdagene for nødvendige åndehuller, hvor man kan finde fornyede kræfter og få ny retning på sit trosliv og sit liv i det hele taget.
- Det værste er jo, hvis alt går i ét, og der ikke er forskel på dagene, siger han til avisen.
Biskoppernes kritik gør indtryk på kirkeordfører fra SF og cand.theol. Pernille Vigsø Bagge. Alligevel vil hun ikke udelukke, at helligdagene kommer i spil i trepartsforhandlingerne.
Også fagbevægelsen er skeptisk over for at sløjfe en eller flere helligdage.